448
paa „en navnløs Prest“ som blev dræbt af „Vonde Osmund.“
Denne uheldige Sport med at slaa ihjel Prester ophørte dog efterhaanden og gav Plads for en bedre Forstaaelse mellem Prest og Almue; dog lader det til, at Presterne først har faaet Overtaget over sine stridbare Sognebørn ved at knytte dem til sig ved Familiebaand: saaledes skal flere Bondefamilier i Valle nedstamme fra en af de følgende Prester, Hr. Esaias Bugge. Men længe efterat Sætersdølen havde sluttet med at dræbe sine Prester vedblev han med sine blodige og raae Slagsmaal. Under disse gjaldt det navnlig at faa anbragt den høire Tommelfinger i Modstanderens Øie og trykke dette ud — et gammelt Slagsmaals-Kneb blandt germaniske Folkeslag. Heller ikke var det ualmindeligt at afbilde og nedsluge sin Fiendes Næse og Øren, hvilket ikke ansaaes for nogen Skam. Sætersdalen var da ogsaa en af de Bygder, hvor Konen til Bryllup og Gravøl tog Mandens Ligskjorte med. Sit væsentligste Knæk fik Slagsmaalene rundt om i Landet ved Aar 1700, da det efter Indførelsen af den nye Lovgivning ophørte at være Skik at gaa væbnet i Gjestebud. Og det er ganske merkeligt og paa samme Tid glædeligt, at et Folk om hvis Vildskab der endnu ved Begyndelsen af dette Aarhundrede fortælles saa mange Træk, nu vel kan siges gjennemgaaende at være blevet et af de sagtmodigste og stilfærdigste af alle Folkeslag.
Men der er endnu et Punkt hvor Nordmændene ret har havt Anledning til at lægge sit stridbare Sind for Dagen, skjønt i Regelen inden Lovens Ramme, ja i egentligste Forstand paa Lovens Grund. — nemlig i Processer. Juridiske Anlæg har til alle Tider tilhørt vort Folk. Den jevne Forstandighed — „Middelforstanden“ som Haavamaal kalder den, i Modsætning til de høiere og friere Arter af aandelig Begavelse — har hos os altid været skattet som det der baader et Menneske bedst; knap og forstandig Tale indprentede vore
