447
mellem Slegt og Slegt, som møder os hele Dansketiden igjennem, ganske levende om Sagaernes Fortællinger. Ogsaa havde de gamle Love snarest den Virkning at vedligeholde Familiekampe, idet et Drab kunde sones ved Bøder til den Myrdedes Slegtninge, en Tilstand som først ophørte ved Indførelsen af den nye Lovgivning i Slutningen af 17de Aarhundrede.
Naar Peder Claussen taler om den Vildskab som paa hans Tid (det 17de Aarh.) herskede blandt Thelebønderne, sporer vi den samme Berserkeraand som i Stridens Hede formaaede at forvandle Vikingetidens Krigere til vilde Dyr: „Det meste Manddrab som gemenlig udi Norges Rige sker, tildrager sig udi Thelemarken; nogle uforskammede Djævels-Kroppe med Hor, Mord, Manddrab, Kjætteri, Løslevnet, Slagsmaal og andre hoshængende Laster og Ulempe over alle som her i Landet bo; havde deres største Lyst i gammel Tid at dræbe Bisper og Prester, Fogder og Befalingsmænd, som og paakjender at til en Kirke i det Len er syv Prester ihjelslagne, og sommesteds en eller to, og sommesteds flere. Jeg haver kjendt en som der var fød, hvis Fader havde ihjelslaget tre Prester, og naar denne var drukken, bad han Gud, at han ikke maatte dø, før end han og havde slaget saa mange Prester ihjel.“ Idethele var der ikke saa faa Bygder i Landet, hvorhen man efter Reformationens Indførelse ikke turde sende protestantiske Prester, fordi Bønderne slog dem ihjel. I en Skrivelse i Valle Kirkes Arkiv fra 1593 heder det saaledes: „Eftersom fornævnte Prestegjeld havde verit presteløs udj nitten samfulde Aar, for dy havde verit saa onde och harde modt deres Prestir til fornen, at der ville ingen did fare. Derfore motte dy gjøre deris Forpligtelse, før dy finge mig, at dy skulle handle sig christeligen og tilbørligen modt deris Sogneprestir.“ Alligevel synes denne Forpligtelse ikke at have frugtet synderlig thi man finder i samme Prestegjelds Kaldsbog opført som No. 3 efter-
