440
har denne Skjæbnetro en overveiende mørk Farve. Da Lykken ikke erhverves ved de personlige Fortjenester, ikke betinges af Mandeværd, maa Heltenes Liv hyppig faa en tragisk Afslutning. Den Gode triumferer aldrig, fordi han er god. Alligevel er det langt fra, at denne Fatalisme svækkede de Gamles Handlekraft og Livslyst. Kunde end Mennesket ikke raade for Livets Gang, saa var dog den ydre Anseelse og Eftermælet dets eget Verk. At udføre Bedrift „som mindes saa længe Jorden staar,“ var Heltens Maal; „til Berømmelse, og ikke til et langt Liv skal man have en Konge,“ var Magnus Barfods Valgsprog. Som en livskraftig Slegt bragte de i Marken mod Skjæbnens jernhaarde Lov alt hvad som kunde holde Modet oppe. Livsglæden var dem en Lov. „Hjemme glad bør Husbonden være,“ „glad og gavmild skal enhver være til sit Livs Ende,“ — saa lyder Haavamaals Leveregler. Sørgmodighed kaldtes for „Hugsott,“ og „Gleðimaðr“ (Glædesmenneske) var en hædrende Benævnelse. Klager og Grublerier er unyttige; hvad det kommer an paa, er at dø som en Helt. Deraf denne Frygtløshed i Kampen, hvori jo dog kun Den faldt, som dertil var bestemt, — et Sidestykke til Muhamedanernes fatalistiske Ligegyldighed for Døden. Ogsaa fik denne mandige, men noget dystre Hengivelse under Nødvendighedens Lov, som lod Skjæbnen raade for Liv og Død, ved den i Vikingtiden i Høvdingkredse opkomne Valhall-Tro et lysere Præg. Saaledes lader Digteren den i Ormegaarden liggende Ragnar Lodbrok trøste sig ved Tanken om Belønningen hos Odin: „Glad skal jeg idag drikke Øl i Høisædet hos Aserne; udrundne er Livets Timer, leende skal jeg dø.“ Og den gamle og vanføre Skald Egil Skallagrimsen synger: „Glad skal jeg, ja med Lyst og uden Sorg vente paa Hel.“
Denne fatalistiske Betragtning har til alle Tider været karakteristisk for det norske Folk og er endnu ikke uddød. Faa Talemaader er almindeligere rundt om i vort Land end denne: „det var saa laga,“ eller „det var saa
