439
naar det gjælder Hævdelse af Personlighedens Selvstændighed, eller at dø uden at have talt et Frygtens Ord, med Smil paa Læben. Og hvad mere er, der er virkelig ogsaa her — saa underligt som det synes, naar man stiller det gamle Kampliv op mod Fredens Evangelium — et sterkt traditionelt Baand mellem Nutid og Fortid. Den gamle Kulturs Tanker og Forestillinger har, trods Katolicisme og Protestantisme, vedblevet at virke under de nye Former, som vistnok har forandret, men ikke har formaaet helt at forvandle Livsbetragtningens inderste Nerver. Vi gjenfinder endnu den Dag idag i vort Folks Tankegang mange af den gamle Livsanskuelses Hovedlinier, og det endog saadanne, som ganske afgjort strider mod den kristelige Sædelære.
Den egentlige Rygrad i de hedenske Nordmænds Livsførelse var Fatalismen, eller Troen paa en forud bestemt Skjæbne. Dens Afgjørelse kunde selve Guderne ikke rokke; de Skjæbnetraade, som Nornerne spandt ved hvert Menneskes Fødsel, kunde ingen Magt i Himlen eller paa Jorden overklippe eller forlænge. „Ubøieligt er Urds (Skjæbne-Gudindens) Ord.“ Paa denne Skjæbne-Tro er de gamle Ættesagaer byggede, og den ytrer sig her allerede fra første Færd af i Forudsigelser, Drømme og Antydninger af det Kommende; den er den røde Traad, som forbinder de enkelte Episoder (Afsnit) til et sammenhængende Hele. Thi ikke blot Individet, men ogsaa Ætten har sin Skjæbne; der er ikke blot Lykkes- og Ulykkes-Mennesker (Gæfumenn og Ugæfumenn), men der er hele Slægter bestemte til Magt eller til Undergang. Men derfor er ikke Mennesket et viljeløst Redskab i en usynlig Magts Haand, — tvertimod, dets hele Handlemaade betinges af dets Karakter Sammenhængen i den Enkeltes og i hele Ættens Udvikling brister aldrig. Kun er Udgangen ikke afhængig af de enkelte Individers Karakter og Handlinger alene, men meget mere af den Maade hvorpaa de forskjellige Personers og Ætters Optræden griber ind i hinanden. I Sagaerne
