435
hjemlede, og at Forseelsen ikke kunde gjøres god igjen paa anden Vis end ved en ærlig Begravelse. Da nu ovenikjøbet den stakkels Djævel egentlig slet ikke var halshuggen, og det følgelig ikke var ganske korrekt at anvende den sædvanlige Fremgangsmaade, saa gav Raadet endelig efter til Beroligelse for de ophidsede Gemytter, og tillod at Liget blev bisat i en anstændig Kiste i St. Jürgens Kirke. Men for den Lemfældighed tog det sin Mon igjen overfor Anstifterne af Optøierne. Alle, som med Vold havde forfulgt Skarpretteren og beleiret ham i Bomhuset, blev, forsaavidt man kunde faa fat i dem, straffede med Fængsel eller Pengebøder.
„Uærlige“ Ligbegjængelser i det 17de Aarhundrede. „Hvad Hjertesorg Husumer-Raadet har lidt, hver Gang en af Retstjenerne er død og skulde vaskes, stelles, lægges i Ligdragt og bæres til Graven, det er ikke til at udsige, derover kan jeg kun klage til Gud i Himmelen med dybe Sukke,“ — saaledes beretter Stads-Sekretæren i Husum, Giese, henimod Slutningen af det 17de Aarhundrede.
Omkring Aar 1630 var Mester (d. e. Skarpretter) Albert Møller afgaaet ved Døden, en ustraffelig Mand, der ogsaa i sin sidste Vilje havde vist sig som en Ven af de Fattige for at efterlade sig et godt Rygte. Efter gammel Skik blev han bragt til Graven af de saakaldte „Bierträgere,“ sex ilde berygtede Karle, som man pleiede at bruge til at gribe Tyve og andre Kjeltringer. Men denne Ligfærd frembød et saa ynkeligt, elendigt Skuespil, som aldrig tilforn var seet, idet de sex gamle Krøblinger af Karle, for hvem det svære Legeme var for tungt, snublede og dinglede med det, saa det var en Skam. En af dem havde, idet Baaren blev løftet op, lagt sin Hat paa Kisten, hvorfor han barhodet sjanglede videre, idet han lod den gamle Hat som en latterlig Prydelse
29 *
