431
holde for høi Løn, og den faste Skik, at han maatte huse hver en reisende Bøddelknegt eller Skarpretter tre Dage igjennem, give ham Kost i denne Tid og Tærepenge med paa Veien. Paahænget blev saa meget større, da Strafferets-Pleien forandredes, og dermed Antallet af Henrettelser og Torturer aftog, og disse Mennesker saaledes mere og mere mistede sin Beskjæftigelse. De uforsørgede Sønner fik ikke noget selvstændigt Retter-Embede mere og maatte hele sit Liv tjene hos Faderen og Broderen som Hjælpere, og endnu vanskeligere blev det at anbringe de overtallige Børn af de egentlige Rakkere og Natmænd. Der dannede sig paa den Vis et vandrende Proletariat, som drog om fra den ene Retterkreds til den anden og øgede Usikkerheden paa Veiene; tilslut blev da Tallet paa disse æreløse Rakkere saa stort, at Rigslovene maatte skride ind til Fordel for deres Børn og Børnebørn.
Med Skarpretteren og hans Fæller stod en hel Række andre Haandteringer i nærmere eller fjernere Forbindelse, paa hvilke da ogsaa en betragtelig Andel af Vanæren gik over. Alt, hvad der hed Raadstue-, Rets- eller Polititjenere, Stodderkonger eller Prakkerfogder, fremdeles Natvægtere, forsaavidt de gav sig af med at indfange Tyve, Taarnvægtere, der som Skarpretterens Tjenere vogtede Fanger, Gade- og Kloakfeiere, Markvogtere, overhovedet de, der gav sig af med at holde Gader og Huse rene for Skarn og Uhumskhed, alle blev de regnede til de Uærliges store Klasse, i hvis Spidse Natmanden selv stod. Han var det, som gjorde Garverne, der kjøbte Hundeskind af ham, til sine Ligemænd, og som berøvede Graverne deres Ærlighed, siden de hist og her overtog Begravelsen af døde Dyr.
Af hvad ovenfor er fortalt, synes altsaa de smudsige og ækle Arbeider, som hine Mennesker maatte udføre, tilstrækkelige til at forklare den Afsky og Væmmelse, som de var Gjenstand for. Men hvorfor i Alverden stod da Møllerne og Linvæverne allerede i Middelalde-
