428
og overleverede Kunsten til sin Søn og Efterfølger. Det siger sig forøvrigt dog selv, at hans Haandtering og hans afstængte Levevis, Bevidstheden om aldrig stolt at kunne hæve sit Hoved, medmindre Keiseren selv befriede ham for Skammen, maatte forme hans Karakter eiendommelig og give hans Væsen et vist fremmedartet Præg. Sin Hustru fandt han gjerne i en nær eller fjernere beslægtet Mesterfamilie. Hans Børn voxede op i streng Isolerthed og blev i Regelen af ham alene underviste i alle nødvendige Kunster; sin ældste Søn opdrog han til Efterfølger, de andre til „Halvmestre.“ Hin giftede sig paa samme Vis som Faderen; disse blev for det meste ugifte ligesom de af Døtrene, der ikke fandt en jevnbyrdig Mester til Husbond. Han raadede blandt dem som en Konge i sit Rige, men ethvert Skridt udenfor det lod ham forstaa den Afstand, som skilte ham fra hele det øvrige Samfund.
Enhver Berøring med ham smittede. Allerede hans Nærhed var en Gru; man tvang ham til at bære en let kjendelig Dragt, man forbød ham og hans Undergivne i Kjødboder og paa Torve at røre ved Kjød og Fisk; traadte han ind i Vertshuset, fik han sin Plads afsides for sig selv, af et hankeløst Krus, kunde det hænde, fik han sit Øl, en trebenet Krak tjente ham som Sæde. Med sine Fanger kunde han forrette Andagt, bede og synge, men i Kirken havde han sin Plads fjernt fra den øvrige Menighed, gjerne i en Nische ved Siden af Taarnbuen. Vistnok var det ham forundt i Stilhed at nyde Nadveren een Gang om Aaret, men afsondret fra alle Troende indfandt han sig som den sidste af Nadverdsgjesterne. Ofte havde han endog en egen Kalk af Tin, fordi ingen vilde drikke af samme Kar som han. Blev han eller en af hans rammet af en Ulykke, var der Ingen som ydede ham Bistand; udstødt af Samfundet i levende Live fandt han selv i Døden ikke Ro; en Gru for hver ærlig Mand blev hans Lig kun altfor ofte puttet i Jorden af hans egne Folk.
