424
er uhæderlige, skulde sætte en Plet paa Ens borgerlige Ære og gjøre En foragtet og afskyet, er en Opfatning, som ligger vor Tid og dens Tænkemaade fjernt. Og dog er det ikke synderlig længe siden, at dette var ganske anderledes. Nu er „Rakker“ kun et velkjendt Skjeldsord; for en Del Aartier tilbage var den stakkels Bøddelknegt et af Samfundets Udskud, som intet skikkeligt Menneske vilde have det ringeste Samkvem med, og det blot fordi hans Haandtering var af dem, som der i det almindelige Omdømme klæbede en Plet ved, og som berøvede ham al medborgelig Agtelse. Her i Norden har disse ulykkelige Individers Tal været forholdsvis ringe; anderledes bliver det, naar man kommer sydover, og jo længere man forfølger denne Opfatning tilbage i Tiden, desto skarpere og grellere træder den os for Øie. I Tyskland f. Ex. var den formelig sat i System, og det er Forholdene her, som i det Følgende skal skildres.
I mange Tilfælde lader Grundene til disse Anskuelser sig forfølge tilbage til ældgamle Samfundsforhold, i andre er det os ofte uforstaaeligt, hvorledes visse Haandteringer kunde blive Gjenstand for saadan Afsky. Fra først af var vel deres Tal ikke saa synderlig stort, men efterhaanden øges det i den Grad, at Politiforordninger maa træde til og søge at raade Bod paa Uvæsenet. Saaledes heder det i en Rigsforordning af 1548: „Linvævere, Barberere, Møllere, Toldere, Pibere, Trompetere, Badstuemænd og deres Børn, som forholde sig vel og ærligen, skulle for Fremtiden fra Laug, Embeder og Gilder ikke udelukkes, men som andre ærlige Folk optages.“ Vistnok hjalp disse Forskrifter kun lidet, og skjønt de gjentagne Gange forgjæves blev indskjærpede, tog Rigsstyrelsen endelig i 1731 det afgjørende Skridt at skaffe Børn af Raadstue- og Bytjenere, Skarprettere, Markvogtere, Gravere, Natvægtere, Stodderkonger, Gade- og Kloakfeiere samt Hyrder Adgang til alle Laug og Haandteringer. Var hermed af alle de saakaldte „uærlige“ Folk retslig seet kun den ulykkelige Rakker tilbage,
