423
forladt os, havde søgt paa alle Kanter og fulgt alle Vink, de før sin Afreise fra Leirbyen havde indsamlet hos de Indfødte, og om hvorledes de oftere havde stødt paa Træer, merkede med mit Merke, og da altid havde havt Følelsen af at de ikke var ganske ene og forladte. Endelig kom de til den mørke Kløft, og da de ikke der fandt mit Merke paa noget Træ, bestemte de sig til at trænge ind der. Og langt, langt derinde fandt de Peter Kellys forraadnede Legeme, hans Gevær og hans Hat. Han havde tilendebragt sit Arbeide, og det med Held, og han var død som han holdt paa at bane sig Vei tilbage til „den hvide Jord.“
Pigen fortalte mig det altsammen behersket og uden Taarer, som Kvinder tale, der har lært at undertrykke al Sindsbevægelse, og hvis Dagligliv er opfyldt af store, tragiske Begivenheder, saadanne som Kvinder i Byen aldrig oplever. Rædsomme Oplevelser blive almindelige for de Kvinder, som leve herude i Urskovene; Liv og Død hænger her i saa tynd en Traad!
Benene blev begravede. Broderen viste mig den rustne Bøsse. Kellys Værdipapirer — de Optegnelser over Skoven, han havde gjort — havde han i sidste Øieblik faaet puttet ned i en vandtæt Tobakspung, og hans Kjæreste var nu paa Veien til Minneapolis for at overlevere dem til hans tidligere Foresatte. Døden havde stanset hans Arbeide.
„Uærlige“ Folk og Haandteringer.
(Efter Aug. Sach, ved O. Forstrøm).
At enkelte Haandteringer, hvor ringe og lidet tiltalende de end kan være, naar de dog i og for sig ikke
