412
Tale; thi i Modsætning til Frankrige var Kongerne i Kjøbenhavn fordetmeste arbeidsomme Mennesker, som ikke altid nøiede sig med at være „Underskriftsmaskiner.“ Man har endog talrige Exempler baade fra Norge og Danmark paa Embedsmænd, som afsattes for Uduelighed eller Pligtforsømmelighed — efter Klager fra Bønderne. Hvad maaske tydeligst viser den umaadelige Afstand mellem det franske og dansk- norske Enevælde, er den Ting, at de store Reformer i forrige Aarhundrede, som førte til den længe saa sørgelig undertrykte danske Bondestands Frigjørelse — den norske Bonde behøvede ingen saadan — for en stor Del udgik fra Kongerne eller ialfald vandt deres oprigtige Bifald. Jeg skal indskrænke mig til blot at nævne Kronprins Fredriks — senere Fredrik den 6te — energiske Arbeide for Ophævelsen af det paa de danske Øer byrdefulde og derfor inderlig forhadte militære Stavnsbaand, hvorved Godseierne havde det i sin Magt at holde Bonden knyttet til sin Eiendom en større Del af hans Liv og tvinge ham til at overtage Forpagtningen af en ofte elendig drevet Gaard.
Den Iver, hvormed de enevældige Konger heroppe tog sig af og fremmede Næringsveiene i sine to Lande, fortjener i det hele Ros og Paaskjønnelse. En Mængde industrielle Anlæg, saavel i Danmark som Norge, skyldes saaledes direkte og indirekte deres Initiativ sin Tilblivelse. Og medens Enevoldskongerne i Frankrige lidet eller intet selv gjorde for at hæve Retspleien, Oplysning og Dannelse blandt Undersaatterne, er der i denne Henseende fuld Grund til at rose vore Konger fra hin Tid. Konger som f. Ex. Fredrik den 4de og Kristian den 6te lagde saaledes i disse vigtige Spørgsmaal rosværdig Iver sor Dagen, og de fik grundlagt en virkelig Folkeskole i sine Lande.
Sammenlignes det franske og dansk- norske Enevælde med Hensyn paa Pengevæsenets Bestyrelse, falder i Grunden, efter hvad ovenfor er udviklet, ogsaa her Sammenligningen afgjort ud til det Sidstes Fordel.
