404
et næsten ubetinget Nei. Enevældet i Frankrige havde nemlig forlængst overvundet enhver Modstand fra de Myndigheder, som skulde kunnet holde igjen og lægge en Dæmper paa Fyrstens Magt. Embedsmændene skylder Kongen sin Udnævnelse, er hans villige Redskaber, og selv Domstolenes Afgjørelser er ubeskyttede mod vilkaarlig Indgriben ovenfra. Hvad det bedste af alle Kontrolmidler, Folkerepræsentationen, angaar, har vi ovenfor seet, at den i over 150 Aar ikke een Gang samledes til Deltagelse i Statslivet, og med Hensyn til den offentlige Mening, som i vore Dage endog Zaren af Rusland maa tage visse Hensyn til, havde Enevældet i Politi og Censur ypperlige Magtmidler til at undertrykke al tænkelig Opposition og Kritik i Litteratur og Presse.
Historiske Forskere har ogsaa forlængst godtgjort, hvor mange Bøger og Skrifter af alle Slags der i Frankrige brændtes paa Baalet i forrige Aarhundrede, og sandelig: Tallet er stort. Ingen af de fire, skarpt adskilte Stænder: Adel, Geistlighed, Borger- og Bondestand, vover nogen samlet Optræden mod Tronen; Adel og Bonde knurrer, men dermed bliver det for det meste. De Opstande, Aarhundredet her har at opvise, er ikke rettede mod Kongens Person. En anden Sag er det, at under svage Styrere, som Ludvig den 15de og 16de, Ministre og andre Embedsmænd er de virkelig Magthavere; men Krænkelserne af Friheden bliver ikke af den Grund mindre, og Tyranniet øves i Kronens Navn. Enevældet bliver sandelig ikke bedre likt, naar — som saa ofte hændte — uværdige Personer fører Statens Ror, medens Fyrsten selv, saaledes som Ludvig den 15de, hengiver sig til den uværdigste Lediggang og i sit Privatliv paa det groveste krænker Befolkningens moralske Følelser og Velanstændighedens Love.
Men det franske Enevælde i det 18de Aarhundrede nøiede sig ikke alene med at krænke Friheden i alle dens Skikkelser; det udsugede ved sin grænsesløse Ødselhed de uheldigere stillede Klasser af Folket paa en oprørende
