346
med et Fartøi med Materialier og reparerede i kort Tid alle sine egne (Bispestolens) Kirker, som han efter Amtmand Schjelderups Indberetning i hele sin Embedstid havde ladet forfalde. Dette kunde naturligvis ikke regnes ham tilgode, men 2 Begivenheder blev ham til Fordel. 9de April 1727 døde Thomas v. Westen. Missions-Kollegiet foranledigedes herved til at anstille nærmere Undersøgelser og Tidsstrømningen var bleven en anden. Man begyndte nu saa smaat at helde til de Tanker, som Krog tidligere havde gjort sig til Talsmand for: at det store Apparat kunde gjøres simplere. Ved Kjøbenhavus store Ildebrand 1728 var Krog blandt de brandlidte. Ogsaa dette har vel bidraget til at vække Medlidenhed med den gamle Mand. 2den Søndag efter H. 3 K. 1729 blev han kaldet til at prædike for Hoffet, og her vandt han Kongens Bifald ved ikke at tale om Ildebranden som en Straf for Folkets Synder, hvad de kjøbenhavnske Prester i Almindelighed gjorde. I Mai 1729 fik han sine Indtægter frigivne og Tilladelse til at reise hjem paa en Orlogsfregat, der skulde til Bergen. Han kom nu hjem for at føre sin sidste Proces med sin Vikar i Strinden, om Indtægtssager, hvilken han vandt. Siden gik hans Dage i Fred. — 23de Januar 1731 holdt han Klageprædiken over Fredrik IV — hans sidste Prædiken. 6te Mai s. A. holdt han Jubilæum og Guldbryllup, og 24de Mai døde han.
Der er ikke Tvivl om, at Biskop Krog var en Mand af stor Lærdom, om end denne ikke har sat Frugt i betydelige Verker. At han ogsaa i andre Henseender var en til Bispe-Embedet vel udrustet Mand tør man sikkert antage, og om end Hofgunst kan have havt sin Del i hans Befordring, har den neppe været nogen væsentlig Grund dertil. Med sit myndige Væsen har han neppe været nogen mild Herre, og man hører lidet om, at han var elsket af Prester og andre, om der end fremkom flere Ærevers ved hans Bortgang — endog fra en af Syvstjernen, Eiler Hagerup. Hans Stilling
