341
hele hans Tid og længe bagefter var hans Stifts vigtigste. At han herover følte sig krænket kan ikke vække Forundring. Maaske endnu mere forbitret blev han over den Maade, hvorpaa Povel Resen tog Tingen, idet han paa hvert Sted, hvor han kunde komme til, samlede Finnerne — gamle og unge — og søgte ved Katekisation at lære deres Kristendomskundskab at kjende. Der var naturligvis intet herpaa at sige. Manden reiste i kongeligt Ærinde og havde Fuldmagt til at indrette sig paa den for Sagen hensigtsmæssigste Maade, — men Biskopen var yderlig fornærmet over denne „Student,“ der tillod sig at holde formelige Visitatser i hans Stift. Da Resen 1707 kom hjem til Kjøbenhavn og afgav sin Indberetning[1], fik Biskopen Ordre til at visitere Finmarken 1708, og 1709 afgav han en Beretning, hvori han gjentog sine Forslag fra 1705. Men nu kom Krigen med Karl XII, og der var ikke Tid til at tænke paa Finnerne.
Povel Resens Sendelse var kun en Indledning til at den Strid, Biskop Krog skulde faa i Anledning af Finnemissionen, og som nu ikke havde kunnet afvendes, selv om han havde fraveget det Standpunkt, han tidlig indtog i denne Sag. Samme Aar han gav sin sidst omtalte Indberetning blev Thomas v. Westen udnævnt til Sogneprest paa Veø, der dengang ogsaa omfattede Prestegjældene Bolsø, Molde, Vestnæs. Ogsaa han var Orientalist og havde gjerne villet have en Plads ved Universitetet, men var bleven skuffet. Hans Dygtighed blev omsider opdaget, og man gav ham et stort Embede i Kirken. Der kan neppe være Tvivl om, at han kom derop som en Mand af den gamle orthodoxe Skole — i alle Fald er det sikkert, at han endnu 1706 intet havde med Pietismen at bestille — men det varede ikke længe, før han deroppe blev en anden Mand, og fra nu
- ↑ Se herom Norsk hist. Tidsskr. 1882: Politiske Forhold ved Finnemissionen af nærværende Forfatter.
