340
som i Stilhed foregik i den fjerne Landsdel. Han skal ogsaa have sin Ros for, at han efter det Syn, han havde, og som var Tidens, gjorde hvad han kunde for at fremme Finnefolkets aandelige Opkomst. Han tilhørte ganske det orthodoxe Aarhundrede og havde med dette Syn for, at det gjaldt Oplysning om den kristelige Sandhed. Herpaa er jo intet at sige, men Feilsynet laa i, at man ansaa Sagen hermed at være afgjort. Det var efter Visitation 1705 Krog i sin Indberetning fremlagde den vigtige Sag for Regjeringen, idet han mente, at Presterne deroppe tilstrækkelig kunde tage sig af Finnerne, naar de til sin Hjælp fik nogle Lærere, der kunde gaa dem tilhaande ved at reise om i Fjeldene og undervise i Katekismus — som Isaac Olsen. Om Krog har kjendt til den Interesse for Missionen, som ved denne Tid var vaagnet hos Fredrik IV, kjender vi ikke til, men sikkert er det, at hans Tanke slog an, forsaavidt man i Kjøbenhavn strax kom paa det rene med, at noget maatte gjøres for Finnerne. Man saa dog her — maaske under Paavirkning af de pietistiske Strømninger — at det ikke var gjort med de af Biskopen omtalte Foranstaltninger, men at Sagen maatte gribes anderledes an. Vi tør ikke benegte Muligheden af, at Krog kunde være bleven bragt ind paa en anden Vei, om man havde indladt sig i en Diskussion med ham om Sagen og ladet ham blive den raadende, men dette har man aabenbart ikke villet. Man har maaske ved hans Processer tabt Tilliden til ham, og en anden Vei blev valgt. Biskopens Indberetning kan ikke have været i Kjøbenhavn før Juletid 1705 og allerede i Januar 1706 blev det besluttet at sende Student (ɔ: cand. theol.) Povel Resen, der var gift med en Søster til Provst L. Paus paa Vadsø, til Finmarken for at anstille en nøiagtig Undersøgelse saavel om de politiske som de kirkelige Forhold i Finmarken. Man gik altsaa Biskopen ganske forbi i et Anliggende, der fra nu af i
