287
foranledigede en forfærdelig Storm i hele Kjøbenhavn og Omegnen.
IV.
Kong Christierns Herredømme stundede mod sin Undergang, efterat han havde faaet Gustav Vasa, Lybekkerne, Danzigerne og sin Farbroder til Fiender. Ligetil det Sidste beholdt imidlertid Sigbrit sin Indflydelse, medens den Uvilje, for hvilken hun var Gjenstand, var i stadig Vext. Et ypperligt Exempel herpaa er bevaret fra Høsten 1522, da Christierns Magt allerede stærkt vaklede. Kongen havde med store Anstengelser reist en Hær af Indfødte paa Sjelland, der laa i Leir tæt udenfor Kjøbenhavn. Mellem dem, der gik ud fra Byen for at se de talrige Tropper, var ogsaa Sigbrit, der kun ledsagedes af en Pige. Men paa Veien mødte hun et Par drukne Soldater mellem Søerne ved de nuværende Forstæder. De kjendte hende, og den ene sagde til den anden: „Hun faa Skam; det er hende, som regjerer Kongen.“ Derpaa tog de hende og kastede hende uden videre i Søen. Paa hendes og Pigens Skrig kom der Folk til og trak hende op. Kongen kom selv til og fik hende op i en Vogn, men ved Byens Port mødte hun atter forbitrede danske Krigsfolk fra Roskilde. De skjød paa Vognen, men hun slap med Livet. De to Soldater, der havde kastet hende i Vandet, maatte bøde med sit Liv. Da saa Hertug Frederik satte sig i Spidsen for Oprøret, og det store Frafald fra Christiern begyndte, blev intet Paaskud til Opsigelse af Huldskab og Troskab hyppigere benyttet, end Klagerne over Sigbrits Bedrifter. De forekomme idelig i de Opsigelsesbreve til Kongen, der strømmede ind fra alle Kanter. For at anføre et Exempel, skriver Rigsraaden Erik Krummedige, at „dersom Sigbrit skal være min Dommer og Bøddelen min Retter, da vil jeg værge min Hals, det bedste Gud give mig Lykke til, derfor opsiger jeg“ o. s. v. Endog Kongen selv havde
