284
gen. En afgjort slet og fordærvet Person var derimod Hans Mule, en Mand af en først sent adlet, i Virkeligheden borgerlig Familie i Odense. Hans Mule havde studeret, og vi finde ham i 1513 ved Kølns Universitet[1], men ved Tilbagekomsten slog han foreløbig ind paa en anden Bane og blev Befalingsmand paa Akershus; sikkert har det vakt stor Misnøie baade i Danmark og Norge, at Magten paa de to vigtigste Punkter i Norge saaledes kom i Hænderne paa Mænd udenfor den høie Adels Kreds. Men Hans Mule havde ikke tænkt at opgive Udsigten til en høi geistlig Stilling. Hans Maal var at blive Biskop i Oslo, hvad der omsider ogsaa lykkedes ham, skjønt han fik liden Glæde deraf[2]. For at opnaa Bispestolen maatte han imidlertid se til at faa fordrevet dens Indehaver, en dansk Mand, Anders Muus, der tidligere havde gaaet samme Vei og fra Befalingsmand (i Bergen) af Kong Christiern bleven indtrængt paa Oslo Bispestol mod Nordmændenes Ønske. Nu var Anders Muus bleven en svag og næsten hjælpeløs Mand, der ikke kunde værge sig mod Hans Mules Chikaner, over hvilke han i en ynkelig Tone beklagede sig i flere bevarede Breve. Den norske Kantsler, Provsten ved Mariakirken, Hans Olssøn, fortrædigede ligeledes Biskopen, og Forholdene i Oslo antoge en forargelig Skikkelse i mere end een Henseende, ogsaa ved Hans Mules og Hans Olssons usædelige Privatliv.
Medens saaledes deslige Lykkesøgere kom op, fik Erik Walkendorf, den ovenfor flere Gange nævnte Erkebiskop i Trondhjem, føle, at han havde faaet Sigbrit til Fiende. Erik var en af Tidens bedste og hæderligste Mænd. Var end heller ikke hans Ansættelse i Norge oprindelig vel seet af Nationen, havde han dog efterhaan-
