283
overhoved en Uvilje mod hende, som jeg vil sammenligne med den, hvorfor Struensee to og et halvt Aarhundrede senere var Gjenstand. Der mangler ingenlunde paa Sammenligningspunkter mellem disse to, og navnlig træder et meget klart frem: de vare begge vel begavede, men moralsk uværdige Udlændinger, der vilde indføre nye Tilstande i Danmark, begge uden dybere Kjendskab til og Respekt for det Folk, paa hvis Forholde de vilde vende op og ned.
Sigbrit havde dog naturligvis ogsaa sine Venner, der ved hende opnaaede Magt og Fordele, for en stor Del mislige og slette Personer, men dog tillige, som Tilfældet ogsaa var med Struensee, enkelte agtværdige. Blandt de sidste var saaledes Hans Mikkelsen, engang Malmøs Borgmester, siden Kongens Følgesvend i Landflygtigheden. Hans flersidige Virksomhed, tilsidst som Oversætter af det nye Testamente, er vel bekjendt. Som et typisk Exempel paa en uværdig Partifælle kan derimod nævnes den berygtede Didrik Slaghek, hvis Skjæbne er noksom bekjendt. Det er en ret karakteristisk gammel Beretning, at da Didrik førtes afsted til Galge og Baal, vare Sigbrits Vinduer lukkede, medens han paa sin Gang til Døden passerede hendes Hus. Vi ville dog her især fremhæve hendes Venner i Norge, hvor hun jo selv fra først af var kommen i Veiret, og hvilket Land hun aldrig tabte af Sigte. Som vi have hørt, havde hun faaet Broderen Herman ophøiet til Befalingsmand i Bergen omtrent 1512, men denne forblev ikke mere end et Par Aar paa den Post; derefter drog han tilbage til Amsterdam, hvor han siden var Kongens betroede, men ikke redelige Agent i Pengesager. Siden fik hun anbragt som Befalingsmand i Bergen en dansk Mand af borgerlig Herkomst, Jørgen Hansen (eller „Skriver“), der hørte hjemme i Ribe. Han hørte rimeligvis til hendes bedre, ialfald dygtigere Tilhængere, men synes at have været en haard og streng Skatteindkræver og laa bestandig i Stridigheder med Tydskerne paa Bryg-
