282
for Hertug Hans, Prinds til Danmark.“ Hun var Kongens Raadgiverinde og Medhjælp i de allerforskjelligste Ting, navnlig bestyrede hun Øresundstolden. Et Libhaberi hos hende skal have været hendes forøvrigt høist nyttige og betimelige Omsorg for Byernes bedre Brolægning og lignende Foranstaltninger til Ordens og Sundheds Befordring. Det heder udtrykkelig, at det skyldtes hende, at Bergens By, for hvilken hun altsaa fra gammel Tid interesserede sig, fik stenlagte Gader[1]. Det hedte derfor ogsaa i et kort efter hendes Bortreise fra Danmark forfattet Skrift, der ogsaa ovenfor er benyttet, at havde Kongen blot ladet hende været Gadefeierske, vilde hun have været paa sin Plads og stiftet Gavn[2].
Har Kongen virkelig havt Godhed for hende og hun for ham? Dette er ei let at besvare. Jeg har oftere tænkt mig, at hendes Herredømme over ham kunde forklares saa, at hun har siddet inde med Hemmeligheder, ubehagelige for Christiern, og at han har frygtet for, at hun, om han skilte sig fra hende, vilde prostituere ham og volde ham Uleilighed. Men hertil kan der jo svares, at en Mand som Christiern II, der neppe skyede nogen Voldsomhed eller Forbrydelse i saa Tilfælde neppe havde betænkt sig paa at lade hende rydde af Veien, og det saa meget mere, som en saadan Handling, naar den blot var gaaet ud over Sigbrit, ikke vilde have vakt Uvilje, men snarere almindeligt Bifald og Billigelse.
Thi hadet var hun og det ret grundigt. Det var ikke alene Adelen, der forargedes over, at hun, den „lede gamle Kvinde,“ som Arild Huitfeldt kalder hende, havde større Indflydelse end Landets første Mænd, og at Folk af høi Byrd maatte staa ude paa Gaden i Uveir, uden at kunne faa Kongen i Tale, naar hun var hos ham. Ogsaa Menigmand hadede hende. Der raadede
