281
Hvor meget end Hadet imod Sigbrit er kommet
tilsyne i alle Fremstillinger af hendes Historie, har det
dog ei kunnet hindre, at hun tydelig fremtræder som en
Kvinde af usædvanlige Aandsevner og en sjelden Energi,
samt dertil af ikke ringe, mangesidige Indsigter og Kundskaber.
Hendes Fortid er saa gaadefuld, at vi ikke kjende
noget til, hvor hun har erhvervet sig sin Dygtighed.
Men besiddet den har hun, kun Skade, at hun ikke med
den har forenet en hæderlig Characteer og en retsindig
Tænkemaade. Hevngjerrighed, Partiskhed og Raahed
prægede stedse hendes Færd.
Det vilde føre os for langt at gjennemgaa alt, hvad der vides om Sigbrits Indflydelse og flersidige Virksomhed. Her er det nok at sige, at hun jevnlig viste sig paa Slottet, ja at selve Dronningen, Keiseres og Kongers Ætling, maatte taale hende i sin nærmeste Omgivelse og have hende hos sig ved sine Barselsenge. Det gjør et eiendommeligt Indtryk, naar man ser Kongen i et af sine Breve fra Sverige bede sin Dronning om at ønske „Sigbrit Moder“ — det var det Navn som han og Flere, det vil sige de, som ikke gave hende helt andre og temmelig ufine Navne, brugte om hende — „hundrede tusinde gode Nætter[1].“ Man forbauses ved at høre, hvilket Frisprog hun tillod sig mod baade Konge og Dronning. Til den første undsaa hun sig ikke ved at bruge Tiltoleord som „Mallert,“ der paa Hollandsk betyder en Taabe eller et Fæ, og da den anden i 1519 fødte to Tvillingsønner, (Maximilian og Philip, der begge døde som ganske spæde) udbrød Sigbrit: „Hvad skal vi med alle disse Kongebørn, vi have ikke Lande til at føde alle disse Herkens?“ Den ældste af Kongeparrets Sønner, Hans, der døde 1532 i Regensburg, medens Faderen befandt sig paa sit fortvivlede Tog i Norge, fik Sigbrit til Fostermoder, og man finder hende endog officielt benævnt i Breve „Hovmesterinde
- ↑ Dipl. Norv. XIV. S. 218.
