277
hvorledes det her gik til, har man en Ytring i et faa Aar senere forfattet Skrift, hvis Paalidelighed man dog ikke tør anslaa meget høit, et Stridsskrift i Frederik I.s Interesse mod Kong Christiern. Det heder her, at Dyveke, om hvem Forfatteren bruger de mindst skaansomme Udtryk, bevæger sig i en Kreds bestaaende af sin Søster, „andre Skjøger“ og Tjenerinder af samme Art[1]; naar han tilføier „ved Hoffet,“ er dette dog vel absolut urigtigt, da Dyveke dog vel ikke kan antages at have viist sig paa selve Slottet, og der maa være ment hendes og Moderens Hjem, om end Skildringen sandsynligvis er meget overdreven. Torben Oxe forelskede sig i Dyveke, og hun havde Godhed for ham. Rygtet vilde sige, hvad der dog er høist urimeligt, at Sigbrit gjerne havde seet et Parti mellem de to. Stundom skal Torben have gantedes frit med Dyveke og engang have kastet hende om „paa Kongens Seng.“ Samtidig var der en Slotsskriver i Kjøbenhavn, ligeledes et misligt Menneske, Hans Faaborg, der hadede sin nærmeste Overordnede, Torben, og som sladrede til Kongen om hans og Dyvekes Venskab. Da Kongen saa fordrede en Forklaring af Dyveke, erklærede hun, der, som sagt, ikke havde noget imod Torben, det Hele for Løgn og fortalte Christiern ufordelagtige Ting om Hans. Denne, som selv indbildte sig at skulle opnaa en geistlig Indtægt i Roskilde, og som i den Anledning havde fulgt med Kongen til denne By, blev sendt tilbage til Kjøbenhavn med et Brev til Torben, der befalede denne at anstille strenge Undersøgelser af Hans’s Regnskaber og, hvis disse vare i Uorden, at gaa frem imod ham efter Lovens Strenghed. Følgen var at Hans blev hængt den 16de November 1516. Dyveke skal da have grædt og udraabt: „I dette Menneskes Død har jeg stor Skyld, Gud forlade mig min Synd.“
- ↑ Allens Breve og Aktstykker til Chr. II.s og Fr. I.s Historie. I. S. 344.
