270
I.
Christiern II havde, 25 Aar gammel, i 1506 overtaget Bestyrelsen af Norges Rige paa sin Fader Kong Hans’s Vegne med fuld kongelig Myndighed, og opholdt sig derfor i de nærmeste Aar her i Landet, hvor Oslo var hans Residents. Dette er det længste fyrstelige Ophold i Norge siden 1380, og det er temmelig rigt paa interessante, tildels endog pikante Hændelser.
To Gange i denne Tid, 1507 og 1509, har Hertug, eller som han paa den Tid allerede (som udvalgt Thronfølger) selv kaldte sig, Kong Christiern gjestet Bergen. Ved et af disse (om ved det første eller andet, tør efter min Mening være tvivlsomt), gjorde han et meget skjebnesvangert Bekjendtskab.
Omstændighederne herved findes fortalte af en Forfatter, der vistnok selv senere (i Kjøbenhavn) har seet vedkommende Personer, men som nedskrev sin Beretning meget over halvhundrede Aar senere, og som idetmindste i Enkeltheder ikke er at lide paa. Det er Hans Svaning (født 1503, død 1589), hvis paa Latin forfattede Bog om Christiern II nærmer sig meget til at være en Roman. Han er saa senere bleven udskreven af Andre, lige fra sin yngre Samtidige Arild Huitfeld af og ned til vore Dage.
Svaning fortæller, at Erik Walkendorf, dengang Christierns Sekretær eller Kantsler, i Bergen havde faaet Øie paa to Fruentimmer, der stode i en Bod og solgte Kager og lignende Ting. Den ene udmerkede sig ved livligt spillende ine, men var forøvrigt mere end almindelig fed og sværtbygget, med Kinder, der næsten hang ned paa Brystet, og i det hele saa styg, at hun maatte synes at kunne skræmme ethvert Menneske langt bort, medens den anden, hendes Datter, var saa smuk og yndig, at Kantsleren aldrig havde seet hendes Lige, velvoxen, rank og smækker som et Rør, dertil af venligt og ærbart Væsen. Erik gav sig i Samtale med Moderen og fik vide, at hun var fra Holland. Hjemme
