264
Slags Generalforsamling. Den valgte en Skatteopkræver og en Forretningsfører, hvis Virksomhed den førte Opsyn med. Men anden Indflydelse eiede den ikke. Kronen vilde ved at tillade denne Forsamlings Valg paa de to Bestillingsmænd sikre sig alle Landsbybøndernes Indestaaen for, at Skatterne betaltes. Sammenslutningen af Jorddyrkerne blev altsaa faktisk kun et Redskab i Enevældets Haand. Med Hensyn til det ovenomtalte Valg paa Skatteopkræver hændte det saagodtsom aldrig, at ikke den kongelige Embedsmand, Intendanten, forud havde udpeget Manden, ja han kasserede hyppig Valg, foretagne uden hans Medvirkning. Landsbyens Generalforsamling kunde heller ikke bevilge den mindste Sum uden Intendantens Bemyndigelse. Med Hensyn til Tillidshverv var det vanskeligt at finde Folk, som vilde paatage sig dem, saa udsat var man for Overgreb og Indgreb af Kronens almægtige Embedsmænd. Da i Tiden fra 1614 til 1789 (Revolutions-Aaret) Folkets Udsendinge ikke en eneste Gang samledes, savnede Bønderne, som man vil se, det eneste virksomme Middel til at faa sine Kaar forbedrede og øve Indflydelse paa Varetagelsen af det hele Lands ydre som indre Anliggender. Ved Siden af Kronen indtog Landsbyens adelige Eier en tilbagetrukken Plads. Han havde ikke Sæde i Bøndernes Forsamling, men kunde dog øve adskillig Indflydelse i Kraft af sine Forrettigheder, sin Formue og Stilling i det hele. Den Beskyttelse, som den adelige Stormand og Godseier før havde kunnet yde Bønderne, var imidlertid nu ganske overflødig; Enevældets Arme omsluttede alle i sit mægtige, knugende Favntag.
Det ovenfor givne Billede af den franske Bonde i forrige Aarhundrede er paa de fleste Punkter mørkt og kan ikke andet end være det, naar den sociale Ulighed var saa skrigende som i hint gamle franske Samfund. Af Intendanternes Indberetninger sees ogsaa, at paa flere Steder er Bøndernes Ophidselse umaadelig, og Stillingen rent ud faretruende. En af dem skriver saaledes
