263
over de Børn, som ikke gik paa Skole, for at kunne trække Forældrene eller deres Foresatte til Ansvar. Følgen blev da ogsaa den, at der i enkelte Provinser som f. Ex. Lothringen er fuldt op af Skoler i Landsbyerne. Kirken især viser stor Iver for at oprette Skoler udover Landet; Bisperne tilser saa disse paa sine aarlige Visitatsreiser.
I Modsætning til det ovenfor anførte kan nævnes, at i et Departement kunde 72 af 100 Indbyggere læse. Men længere end til at læse, skrive og regne driver Bonden det saagodtsom aldrig, hvoraf igjen Følgen er, at han ikke kan opnaa nogetsomhelst Embede. Saaledes som Samfundsforholdene var i det gamle Frankrige, vilde ogsaa Bonden vanskelig under nogen Omstændighed være kommet i Betragtning ved saadanne Posters Besættelse; Embederne, især de militære, var jo en Forret for Adelen og de rige Borgere.
Med Hensyn til Udnævnelsen af Skolernes Bestyrere ligger den i Kirkens, Statens og Korporationernes Haand. „Den kongelige Embedsmand, Intendanten, udnævner dem; Kirken billiger det Valg, som Indbyggernes Korporation har gjort.“ Hvad Lærerne angaar, vælges de i Indbyggernes almindelige Forsamling lige til Revolutionen.
Tilbage staar Undersøgelsen af de franske Bønders Selvstyre, Deltagelse og Indflydelse i det politiske Liv}}. Vi kan paa Forhaand forstaa, at under et fuldkommen enevældigt Styre kunde der ikke være synderlig Tale om hverken det ene eller det andet. Ved Hjælp af sine mægtige Embedsmænd og Soldater kunde Kronen i Virkeligheden gjøre sig til sine Undersaatters Formynder og betragte sig som den hele Stats ansvarsløse Herre. Bønderne mangler dog ikke ethvert Spor af Selvstyre. Der findes under Enevældet et Slags kommunal Organisation. Om Søndagene, efter Gudstjenesten, samledes alle Familieoverhovederne for at raadslaa om Stedets indre Anliggender. Det var altsaa et
