256
sine geistlige og herskabelige Rettigheder. Efterat jeg af min Indtægt paa 100 Francs har givet 53 pCt. eller derover til Skatteopkræveren, maa jeg fremdeles ud med mere end 14 pCt. til Godseieren, og det samme til Kirken; med de 18 til 19 Francs, som bliver tilovers, skal jeg endda tilfredsstille Kjælderrotten og Saltskatopkræveren. Jeg stakkels Mand maa betale til to Styrelser. Den ene er gammel, lokal, som nu for Tiden gjør sig usynlig, er unyttig og besværlig og viser ikke sin Livskraft uden gjennem sin Tvang, Overgreb og Skatter. Den anden er af ny Datum, viser sig overalt, er altid paa Post og paatager sig alt Arbeide; har umaadelige Behov og falder paa mine magre Skuldre med uhyre Vægt[1].“ „Dette er,“ tillægger Taine i sit l’ancien Régime, „Stillingen og med rene Ord de utydelige Tanker, som begynder at røre sig i Folkets Hjerner.“ Det staar dog paa den anden Side ikke til at nægte, at der kan anføres flere Udtalelser af saavel franske som fremmede Forfattere, gaaende ud paa at skildre Tilstanden paa Landet som fortræffelig og givende et lyst Billede af Bondens Kaar. Lad os høre nogle Udtalelser fra et Par engelske Skribenter. Lady Montague skriver i 1737: Landsbyerne er befolkede med stærke og kraftige Bønder, godt klædte og renslige. Man kan ikke gjøre sig en Forestilling om den Overflod og Tilfredshed, som synes at herske i dette Land. Over tyve Aar senere skriver Englænderen Horace Walpole: „Jeg finder dette Land overordentlig gaaet frem i Rigdom, siden jeg for fire Aar siden besøgte det. Det ubetydeligste Landsbyer ser velstaaende ud, og Træskoene er forsvundne. I selve Revolutions-Aaret, 1789, gjennemreiste en Dr. Rigby Frankrige; om Provinsen Picardie udtaler han: „Dette Landskabs Opdyrkning er virkelig utrolig, og jeg har ikke seet en Tomme Jord, som ikke var opdyrket og frugtbar.“
- ↑ Ved disse to Slags Styrelser forstaaes følgelig Adelen og den enevældige Stat.
