248
50 til 60 Fr. Enhver Franskmand over syv Aar maatte betale et vist aarligt Beløb (Saltpligten), og Styrelsen lod til og med ødelægge det overflødige Salt, Havet frembragte, for at tvinge alle til at bruge den Mængde, Loven befalede. Saa knugende var denne Skat, at den senere Kong Ludvig XVIII ytrede om den: Saltskatten er en Skat, hvis Virkning er saa forfærdelig, at der ikke findes nogen god Borger, som ikke — om saa med en Del af sit Blod — vil hjælpe til at faa den afskaffet. Endelig kommer „Hjælpeskatterne,“ Afgifter paa f. Ex. Drikkevarer, Forbrugsartikler m. m.; de opkrævedes af Agenter for store Selskaber af Pengemænd, som betalte Kronen en vis Sum, men derefter havde Leilighed til ubarmhjertigt at udpine Folket. De Skattepligtige betalte to, tre Gange mere end Kronen modtog. Og hvad der forøgede Ondet var, at det stod i Pengemændenes Magt at udnævne Dommere i paakomne Tvistigheder.
Skatterne opkrævedes med ubønhørlig Strenghed, og Bonden kunde, hvis de ikke betaltes i rette Tid, blive berøvet sine Klæder og Bohave, ja lige til Sengen. Hvad specielt Personskatten angaar, var end ikke den Fattigste sikret mod Opkræverens Besøg. Forfatteren Mercier fortæller om en Arbeider, som med sine fire Børn boede paa en Kvist, hvor han havde indrettet en Skorsten til Sengerum for sig og Familien. „En Dag træder jeg ind ad hans Dør, som aabnedes ved en Skaadde; i Rummet saaes kun de nøgne Vægge og en Skruestok. Manden, som var syg og daarlig, krøb frem fra Skorstenen og sagde til mig: „Jeg troede det var Opkræveren af Personskatten.“
„Skatteopkræveren,“ heder det andetsteds, „tilbringer i Regelen i to Aar den halve Dag med at løbe omkring til dem, som endnu ikke havde betalt; paa den Maade bringer man alle velstaaende Familier til Betlerstaven.“ Man saa paa Landet Skatteopkræveren trætte med Bønderne om Prisen paa Bohavet, som han stod i Begreb
