247
Munk, der er ligesaa uforskammet som unyttig i Verden.“ Hvad følger af Trældommen? Den Livegne betaler en Personskat til Godseieren; han tør ikke gifte sig med en fri Person; kan ikke afhænde sin Jord uden til en anden Livegen paa samme Gods; kan ikke ved Testament raade over sin Eiendom og kan ikke arves af andre end den af Børnene, som bor paa Godset. Trællen kan dog blive fri, men kun ved at opgive sin Jord og drage til et andet Gods. Ufriheden hvilede altsaa, som det sees, paa Jorden, ikke paa Personen.
Den langt overveiende Del af Frankriges Bønder var dog fri, ja for Størstedelen Selveiere. Men Ulykken var, at dette i Virkeligheden betydde lidet og ingenlunde sikrede disse Bønder fra den værste Udsugelse og Elendighed. Og hvorfor? Fordi der i Frankrige i forrige Aarhundrede endnu findes Klasser, som er priviligerede, d. v. s. udstyrede med de store Forrettigheder, hvorom der ovenfor er talt. Adelen, Geistligheden og den høiere Borgerstand som ved sin Rigdom tilkjøbte sig Andel i Forrettighederne, er disse heldig stillede Klasser; som Modsætning til dem staar Smaaborgerne og Bønderne.
Hovedaarsagen til den franske Bondes Elendighed er Skatterne til Konge, Kirke og Adel. Til 1) Kongen betaler Bonden den saakaldte „Grundskat,“ som kun hviler paa de Uadelige, er vilkaarlig fastsat af Kongen og opkræves af Skatteopkrævere, der indestaar med hele sin Eiendom for det krævede Beløb. Den næste Skat er „Personskatten,“ som ogsaa omtrent udelukkende rammer Borger og Bonde, og som i mange Egne af Landet skrues op til en uhørt høi Procent. Saa „Tyvendedelsskatten,“ der opkræves saaledes, at f. Ex. de saakaldte Prinser af Blodet istedenfor 21⁄2 Million Francs kun betaler op mod 200,000. En af de værste Skatter var „Saltskatten,“ hvis Beløb var yderst uligt for de forskjellige Dele af Landet. I nogle Provinser betaltes 2 Francs pr. Centner, i andre
