246
hænger nøie sammen med den Omvæltning i den indre Styrelse, som finder Sted under Kardinal Richelieu, Ludvig XIII.s almægtige Minister. Han grundlægger Enevældet, slaar de sidste Oprørsforsøg af Stormændene til Jorden, og efter ham fuldender Lndvig XIV den store Ministers Verk. Frankrige bliver Mønsteret paa en Stat, hvor Herskeren er det hele Lands altbeherskende Midtpunkt, er kort og godt den uindskrænkede Fyrste, der føler sig som Herre, baade over Undersaatter og Eiendom. Men en saadan umaadelig Magt, lagt i een Mands Haand, kunde let føre til overordentligt Misbrug, og det er netop dette, som sker i Frankrige. Baade under Ludvig XIV og Ludvig XV kastes Landet ind i meningsløse, ødelæggende Krige, som kommer til at knuge fremforalt Bondestanden til Jorden. Og endnu et maa erindres. I det enevældige Frankrige med dets glimrende Hofliv, store staaende Hær, trængtes fremforalt Penge, og det er ikke vanskeligt at forstaa, at de altid stigende Skatter og militære Byrder maatte, saaledes som Forholdene var i Frankrige, blive rent ødelæggende for dets store, ubeskyttede Landbefolkning.
Lad os saa kaste et Blik paa den franske Bondestand i det 18de Aarhundrede, Tiden nærmest forud for den store Revolution; prøve at sætte os ind i dens daglige Liv og Stræben, følge Jorddyrkeren ud paa Marken, ind i Huset og Hytten.
Det maa da først erindres, at der endog i forrige Aarhundrede endnu findes ufri Bønder, de saakaldte „Serfs,“ svarende til de gamle norske Trælle. Deres Antal var ca. 150,000, og som Merke paa Ufriheden tjente Mangelen af Familienavn. Det var som før omtalt besynderlig nok Kirken, som endnu holdt paa denne sørgelige Levning fra svundne Tider, og Forfattere, som f. Ex. Voltaire, lod den ogsaa faa høre ilde derfor. „Man har,“ skriver han, „hundrede Gange seet Officerer, prydede med den hellige Ludvigs Kors for krigerske Bedrifter, dø som livegne Trælle under en
