237
kunde bære; saa brast Den, og begge faldt ned, Bjørnen først og Manden ovenpaa den.
Bjørnen kom sig undaf i en Fart og satte paa Spranget. Tilslut traf den Ræven. „Du er en stor Løgnhals, Søstersøn,“ sagde Bjørnen: „du narrede mig; du sagde, det var „Rundtomslæng.“ „Rundtomslæng“ var det ikke; „Himmelfart“ var det.“
Aagerkarlen og hans Skyldner.
Der var engang en Mand, som skyldte en Aagerkarl en hel Del Penge, hvormange ved jeg ikke. Hver Dag kom Aagerkarlen og krævede ham[1]; men da Manden ingen Ting havde at betale med, gik han bestandig og gjemte sig bort. Klæder havde han heller ikke; derfor tog han Ild med sig og gik til Skogs, tændte op og varmede sig. Saasnart Ilden blafrede dygtig op, skvat han til Siden; naar den gik ned igjen, nærmede han sig atter.
Aagerkarlen kom nu hver Dag, og da han ikke traf Manden, spurgte han, hvad der var blevet af ham. Aa, han er gaaet for at lege „Skvæt bort og kom igjen,“ svarede Konen.
Hver Dag spurgte ham dem slig, og hver Dag gav de ham samme Svar. Saa en Dag sagde Aagerkarlen: „Han gaar jo hver Dag for at lege; sig ham, at ogsaa jeg vil lære den Leg.“
„Ja, ja,“ svarede de ham; „kom saa hid i Kvæld og vent paa ham, saa vil han nok lære dig.“
„Ja, jeg skal saa gjøre da,“ svarede Aagerkarlen.
Saasnart Manden kom hjem, fortalte Konen ham
- ↑ Santalerne er et Folk, hos hvem det i Almindelighed er meget vanskeligt at faa hvad man har tilgode. De hinduiske Aagerkarle bruger at komme hver eneste Dag for at kræve.
