236
da strakte Tyven forsigtig Haanden ud, og saa snart han saa sit Snit tog han fat i Halen, sprang op og begyndte at svinge den rundt om Hovedet, som man svinger Kalk[1], naar man brænder den. Han svingede og svingede den, til han ikke aarkede mere; da slængte han den fra sig.
Den blev nok ikke lidet ræd, Ræven; den sprang over Hals og Hoved, medens den skalv over hele Kroppen. Da den kom saa langt som til Tigeren, sagde den: „Nei, Morbroder; det er ikke „Natte-Klemme;“ „Rundtomslæng“ er det. Du narrede mig, du.“
Saa rendte den videre, til den mødte en Bjørn. „Hei, Søstersøn!“ sagde Bjørnen: „hvor skal du hen i slig Fart?“
„Aa, Morbroder,“ svarede Ræven, „det er ikke andet end at en „Rundtomslæng“ har slængt mig slig rundt, at jeg syntes Livet skulde forgaa mig.“
Hvordan ser den ud, Søstersøn?“ spurgte Bjørnen. „Slige Folk har jeg vel ogsaa spist.“
„Aa nei, Morbroder,“ sagde Ræven, „det er du nok ikke istand til, det ved jeg, det. Vil du endelig, saa prøv du bare.“
Bjørnen gik for at prøve paa; imidlertid havde Tyven sat sig; saa snart han fik se Bjørnen, som kom henimod ham, tænkte han: „Den vil nok spise mig nu; det er nok bedst jeg kryber op i et Træ, ellers vil den sikkert tage mig.“
Tyven klatrede op, og efter ham klatrede ogsaa Bjørnen. Ræd var Manden, og for at redde Livet klatrede han høiere og høiere; men Bjørnen kom stadig efter. Tilslut naaede de til de tynde Grene, som svingedes hid og did af Vinden. De var tyngre end Grenen
- ↑ Den Kalk, som Santalerne spiser sammen med Tobaksblade, brændes af Muslinger. Man tager disse og pakker dem ind i en Rul ved Hjælp af et Halm-Reb og tænder Ild paa. For at holde Ilden vedlige slænger man Bundten, som man har bundet til Enden af et Taug, rundt Hovedet.
