229
paa Kvigekalvene og beholde dem, og Oxekalvene skal jeg skjære; saa skal jeg kjøbe Agerland og pløie. Og naar jeg faar Gaardsbrug, skal jeg gifte mig og faa Børn, og naar de er blevne store, vil de trippe glade omkring. Saa kommer jeg hjem fra Arbeidet og sætter mig paa Sengestedet. Saa kommer Konen min med Vand og Tandbørster; saa pudser jeg Tænderne og sætter mig stille; og saa siger Børnene til mig: „Fader, nu maa du vaske dig og spise;“ men da ryster jeg paa Hovedet og siger: „Nei, nei, jeg vil ikke spise.“
Saa langt kom han i sine Spekuleringer; da rystede han paa Hovedet og sagde: „Nei, nei;“ men med det samme faldt Kurven ned fra Hovedet, og Oljekrukken gik i hundrede Stykker. Som venteligt kunde være, begyndte Oljepersermanden at skjænde: „Du store min, hvorledes bærer du dig ad, Mand? Al Oljen min har du ødelagt; før vi havde solgt for en eneste Styver, har du kastet bort altsammen. Nu skal du vist ikke faa en Skilling men jeg skal hente fra dig, hvad denne Olje koster.“
„Det kan du være fri for, at jeg skal give dig,“ sagde Manden, „du siger, at saa græsselig meget Olje er ødelagt for dig; men jeg har nok mistet mange Gange mere end du.“
Oljeperseren blev ud af sig selv af Sinne og Forbauselse, og de begyndte at mundhugges, saa det stod efter.
„Skjæld bare ikke, du,“ sagde Gutten, „lad os først gjøre op Regnskab for os begge. Dersom du faar tilgode, skal jeg betale dig; men dersom det bliver mig, saa pas paa, at du betaler mig.“
„Ja vel,“ sagde Oljeperseren, lad os gjøre Regnskab.“ Men han vidste jo ikke hvorledes Gutten havde spekuleret. Ikke rettere end han kunde se, havde Gutten ingen Ting, da han tog ham til at arbeide for sig. „Jeg har ikke seet, han har noget; saa hvad skal han gjøre op for Regnskab?“ tænkte Oljemanden.
„Jeg havde Olje for to Rupi,“ sagde han, „og
