175
bringer vexelvis Golfens Hede eller Polarhavets Kulde med sig. Deraf disse overordentlig bratte og hyppige Temperatur-Overgange, som de norske Udvandrere lider saa under, og som foraarsager denne kroniske Forkjølelse, der paa Prærien gaar under Navnet Katarrh. Lægerne har vanskeligt for at kurere denne Sygdom: ja enkelte erklærer lige ud, at den ikke staar til at helbrede.
Efter Foredraget kom, som jevnlig er Tilfældet, adskillige Mænd af de ældre frem for at vexle et Haandtryk med Foredragsholderen og for at faa høre lidt Nyt fra „Gamlelandet.“ Enkelte ønskede ogsaa at faa sendt Hilsener hjem til Slegtninge og Venner. Ved saadanne Leiligheder kom Hjemveen frem. Ellers merkede man lidet til den undtagen hos rigtig gamle Folk, der var komne over til Amerika i sin senere Alder, og som ikke havde lært og ei heller vilde komme til at lære Engelsk. For saadanne var og blev Amerika et i Sandhed fremmed Land. Mange saadanne burde aldrig have reist over til Amerika, naar de paa nogen Maade havde kunnet underholde sig hjemme. Selv om det er til sine Slegtninge, de finder sig dog ikke vel derover. De føler sig aldrig hjemme. Kosten, Klimaet, Omgangstonen er dem imod. Saa lider de da under denne tærende og pinlige Hjemvee og den stadig tilbagevendende Klagesang er: Havde jeg bare ikke reist! Ak, var jeg blot bleven hjemme!
Jeg mindes saa vel en gammel Kone fra Numedal, som aldrig havde tænkt paa at reise til Amerika. Men Sønnens indtrængende Bønner og tilslut „Amerika-Billetten“ fik hende afsted. Aldrig glemmer jeg det Indtryk af aarelang Hjemvee og Kjærlighed til Hjemstedet, som lyste ud af hendes Ansigt, da hun med Taarer i Øinene vidste mig et Fotografi af hendes Fødested, som laa lige i Ly af Stedets Sognekirke. Hun spurgte atter og atter, om jeg ikke syntes det var vakkert. Hendes Hu stod til at komme tilbage til Numedal igjen. Men hun gruede for Reisen over Havet. Al hendes Trøst var
