173
hjemme. Paa denne Maade faar man en noget urolig Forsamling, da de amerikanske Børn er udrustede med overmaade kraftige Lunger. I enkelte Kirker kunde Uroen blandt de Smaa blive saa stor, at det til sine Tider var vanskeligt at faa Ørenslyd, endsige at fængsle Tilhørerne Opmerksomhed. Der var stundom intet andet at gjøre under saadanne Omstændigheder end at afbryde Foredraget og musicere lidt til Beroligelse for de Smaa, og naar der saa var blevet nogenlunde stille igjen, gjenoptage Foredraget. I Amerika maa man nemlig tage Forholdene som de er. Man generer sig ikke. Hvad der i høieste Grad vilde forbause herhjemme, vækker mangen Gang yderst liden Opsigt derover. Er det blot begrundet i Forholdene, er det som det skal saa være.
Forsamlingen gav Indtryk af at være velhavende, ikke saa meget ved deres Klædedragt — Farmerne ynder ikke Høitidsklæder — som ved deres vakre Kirke og den overflødige Mængde Vogne og Heste, som ventede paa dem udenfor Kirkevæggen. Her som ellers, hvor jeg holdt Foredrag paa Landet, kom alle Tilhørerne kjørende til Mødestedet. Rigtignok var det oftest Arbeidsvogne som benyttedes, og forsvarlig fuldpakkede. Men saa var Hestene saameget gjildere, store, kraftige og fulde af Liv. Rigtignok klagede gamle „norsksindede“ Farmere over, at de ikke kunde taale Sammenligning med de smaa norske Heste, som baade udholdt mere Anstrengelse og varede længere. Men, vakre var disse vælige Dyr, og utrolig lange Strækninger kunde de springe uden Hvile.
Hestene er da ogsaa Farmernes Stolthed og Kjæledægger. De behandles med stor Forsigtighed, vandes aldrig naar de er svede; heller ikke faar de Havre lige efter en haard Anstrengelse. Mais faar de kun i smaa Portioner, da det er for stærk Kost. Man var i Regelen forsigtigere med Hestenes end med sin egen Helbred. Man sætter sin Stolthed i at have flere Par Heste („team“), og i at disse ingen Lyde har. Det falder forholdsvis let, da Heste for Tiden er overordentlig
