170
Man maa uvilkaarlig spørge sig selv, hvorfor disse
uhyre Prærier, trods sin Frugtbarhed, er saa træbare.
Forklaringen er ikke vanskelig. Prærierne var jo for
ikke mange Aartier siden Indianernes Jagtgrund. Her
voxede det høie, tørre Præriegræs, hvor Tusender af
Bøfler søgte sin Føde. Blot en Gnist kunde sætte hele
dette bølgende Hav af tørt Græs i Brand, og Prærievinden
føre denne videre med Lynets Hurtighed. Hvilket
uhyre Hjælpemiddel da for de jagende Indianere, og
hvilket frygteligt Vaaben mod Fiender! Og dette blev
hyppig anvendt af dem, saa det intet Under er, at ingen
Skovvæxt kunde slaa sig ned paa disse Sletter. Spirerne
skulde ikke være lange, førend de blev afsvedne af
den næste Præriebrand.
Her og der ser vi en Firkant af plantede Træer og indenfor denne en Farm. Husene ere oftest rødmalte og Faconen amerikansk. Af disse kan man ikke slutte, om Farmerne er norske eller ikke. Men ligger der en hvidmalet Trækirke imellem en Klynge saadanne, er denne i de allerfleste Tilfælde norsk og angiver Tilstedeværelsen af et tæt norsk Nybygge.
Den nævnte Eftermiddag skulde jeg holde Foredrag i Palmer Kirke i Waseca County, og i den Anledning stige af paa Palmer Station. Ingen Stationsbygning var imidlertid at se; det var blot en Flagstation — en Platform til at stige af paa ude paa Prærien. Der stod jeg da alene med min Oppakning, medens Toget dampede videre. Der var ingen Mennesker og ingen Huse at se i det nærmeste Nabolag. Det var ikke frit for, at jeg følte mig ene og forladt, der jeg stod — følte mig usigelig langt borte fra Hjemmet. Imidlertid slog de norske Amerikaneres Hjælpsomhed ligeoverfor reisende Landsmænd heller ikke her feil. En Farmer indfandt sig snart, som uden videre Omstændigheder tog mit Tøi og bar det bort til sin Farm. Paa Veien sagde han i Forbigaaende, at jeg maatte have noget at styrke mig paa, førend jeg drog afsted til Foredraget,
