168
mange Forretningsmænd i de større Byer haardt rammede. Ja, mange fik en gjennem mange Aar oparbeidet Forretning lammet for lange Tider.
Blandt de norske Farmere føltes Pengekrisen tungt nok, men ikke saa direkte. For dem var den betydelige Nedgang i Kornpriserne det værste Stød. Hveden gik nemlig ned til omkr. 45 Cents pr. Bushel, en Pris, hvorefter det umulig lønner sig at dyrke denne Kornsort. Man erindre hvor dyr Arbeidskraften er i Amerika, og hvor vanskelig Folkehjælp er at opdrive paa Prærien, hvor enhver arbeidsdygtig Mand bare tænker paa selv at „tage op Jord“ og begynde „Farming,“ selv om han gjør det med to tomme Hænder, og hvor langt vest han end skal gaa for at faa fri Jord.
Farmerne følte ikke Nøden paa samme Maade som Arbeiderne i Byerne, at de led Hunger; thi fuldt op af Mad findes der nu overalt paa disse frugtbare Prærier. Men de Yngre blandt dem, som før havde laant Penge paa sin Jord, fik nu Pengemændene over sig. Og om Henstand var der ikke længere Tale. Penge blev tilslut ikke at opdrive, selv til nok saa stor en Rente. Man var overbevist om, at en Masse Pengemænd havde gravet sine Penge ned i Jorden eller sat dem i „Sikkerheds-Kjældere“ (safety-vaults) hellere end at resikere noget ved Udlaan. Aviserne og Politikerne skjød Skylden paa sine Modstandere. Og „Sølvspørgsmaalet“ fik Broderparten af Skylden. Men Aarsagen maatte ligge dybere. Fremgangen i Korndistrikterne der vest havde været for hurtig til at være sund. Fattige Emigranter havde roet sig for langt ud. Aldrig saa snart havde man tjent noget, saa skulde man kjøbe mere Land for at tjene mere Penge. Den amerikanske Jagen efter Fortjeneste paa en kort Tid havde naaet en Høide, saa den var bleven en hel epidemisk Sygdom.
Vore Landsmænd i Vesten var ikke blandt dem, som var blevne mindst smittede af denne Farsot Den frugtbare Jord skulde udnyttes til det yderste. Omtrent
