166
Det morede mig at betragte de norske Amerikanere,
naar de besøgte den norske Hovedudstilling. Skulde de
imponeres af vore Høifjeldsbilleder, Nationaldragter,
Rensdyrskind eller Sølvsager? Nei, her hørte jeg fordetmeste
kun Kritik. Her kom den amerikanske Lyst til
at være lige god som andre frem: man havde seet det
store Omfang og Rigdomme i de andre Landes Udstillinger,
og saa kom man ind i den lille norske Udstilling
med Fordringer. Jeg synes rigtignok, den var meget
vakker efter Forholdene. Men det havde vore Farmere
ikke videre Øie for. Her var ikke stort at se, som de
havde Brug for, ingen Agerbrugsredskaber eller Kjøretøier
— jo, stop lidt, der er Kariolen repræsenteret med
nogle særdeles lette og vakkre Prøver. Disse blev da
til Gjengjæld veiede og prøvede, men fundne for lette.
Ja, de blev ret Syndebukke for Farmernes Kritik over
Norges Mangel paa Udstillingsgjenstande. „Skulde man
have seet slige tunge, klodsede Kjøretøier?“ „Skjønner
ikke, hvorledes man kan komme frem med sligt“ — var
de almindelige Udraab, man hørte rundt Kariolerne.
Til Gjengjæld blev de amerikanske „Boggies“ priste i høie
Toner — en stor Uretfærdighed synes det mig, da
Kariolerne er ligesaa tjenlige for vort Land som
„Boggierne“ er det for sit, medens disse sidste er aldeles
utjenlige for vore Forhold. Med sine uforholdsmæssig
store Hjul er de nemlig gode til at fare hen over
en amerikansk Veis Tusender af Ujevnheder — saa
længe de holder. Men i vore Bakker og ofte knappe
Svinge vilde disse Pindevogne snart havarere, om de
overhovedet kunde bruges, da der ikke engang er „halv
Sving“ paa dem.
Har vi saa taget en Tur ned til Søbredden, hvor „Vikings“ Dragehoved rager op, og nu til en Forandring hørt lutter Lovord over det Norske og de modige Mænd, som førte denne gammeldags Farkost over Verdenshavet, saa har vi nævnt det vigtigste, som har draget Skandinaverne til sig ved Udstillingen.
