97
end maatte forklares, synes det lidet rimeligt, naar Udlandets samtidige Skik tages i Betragtning, at man hos os saa tidlig havde faaet faste Borde i Landsstuerne.
Hvad endelig Høisæderne angaar, er der ingen Grund til at antage, at ikke ogsaa Setstuen havde to saadanne. Der nævnes ogsaa i et Dokument af 1522[1] paa Gaarden Kolnes ved Stavanger „det søndre Høgsete,“ hvoraf følgelig fremgaar, at der ogsaa var et nordre og tillige, at Huset ligesom Skaalen laa i Retning fra Vest til Øst, saaledes at man havde det sidstnævnte eller det fornemste Høisæde til venstre, naar man kom ind i Stuen. Det er ogsaa endnu Tilfældet paa enkelte Steder navnlig i Sogn, at man i det mindste ved Brylluper har to Høisæder, idet Brudgommen den første Dag indtager det fornemste Høisæde for Bordets ene Ende, medens Bruden sidder ved dets anden Ende. Men selve Pladsen for Høisæderne ved hver sit Hjørne af Stuen er følgelig forskjellig fra, hvad der, som ovenfor omtalt, fandt Sted i Skaalerne, og denne Forskjel har der ikke usandsynlig været ogsaa fra først af. Ellers overalt er nu, som bekjendt, kun det ene Høisæde bibeholdt i vore Bondestuer eller det, som svarer til det oprindelige nordre, medens det modsatte gjennem Tidernes Løb er gaaet rent i Forglemmelse, rimeligvis fordi dets Plads blev dækket af Stuens Sengested.
Efter alt, hvad ovenfor er sagt, maa det vistnok antages, at Østerdalsstuen ogsaa i sin ældste Periode, eller før den fik Skorsten, havde samme Hovedform og Grundplan som i 2det Tidsrum, dog saaledes, at Indgangsdøren stod paa det anførte Sted, og at den ene Kove var Forstue. Ellers medførte Beskaffenheden af dens Ildsted, Aren, som ovenfor paapeget, at der var Jordgulv og Ljore, men derimod hverken Vinduer, gjennemgaaende Mønsaas eller Skabe. Bænkene fortsatte sig uden Afbrydelse langs Stuens tre Vægge, medens Bordet, ind-
- ↑ Dipl. Norv. IV No. 1081 og 1082.
