da være rart, om der ikke skulde være Nogen som vil have hende, for Penge har hun, og flere faaer hun. Jeg mener, jeg faaer reise til Stjernekikkerne og spørge dem om hvem hun skal have; for her kommer jo slet Ingen." "Hvorledes kan Stjernekikkerne svare paa det da?" spurgte Konen. "Jo, de læse Altting i Stjernerne," sagde Rige-Peer. Han tog da med sig mange Penge og reiste til Stjernekikkerne og bad dem, om de vilde gjøre ham den Tjeneste at see paa Stjernerne og sige ham, hvad Mand hans Datter skulde faae. Stjernekikkerne saae paa Stjernerne, men de sagde, at de ikke kunde see det. Men Peer bad dem, at de maatte see bedre efter og endelig sige ham det, han skulde betale dem godt for det. Stjernekikkerne saae da bedre efter, og de sagde, at hans Datter skulde faae til Mand det Møllerbarn, som netop nu var kommen til Verden i den Mølle, der laa strax nedenfor Gaarden til Rige-Peer. Peer gav Stjernekikkerne hundrede Daler, og reiste hjem med den Besked, han havde faaet. Han syntes, det var altfor urimeligt, at hans Datter skulde faae En til Mand, som nylig var kommen til, og det en saa ringe Mand. Det sagde han ogsaa til sin Kone, og lagde til: "Jeg undres, om de ikke skulde ville sælge mig Gutten, saa skal vi nok blive af med ham." "Jo, det tænker jeg nok," sagde Konen; "det er jo fattige Folk." Peer Kræmmer gik da ned i Møllen og spurgte Konen, om hun ikke vilde sælge ham Søn sin; hun skulde faae mange Penge for ham. Nei, det vilde hun slet ikke. "Jeg kan da ikke vide, hvorfor du ikke vil det," sagde Peer Kræmmer; "det er jo bare Armoden med Jer, og
