kenet og bære Ved og Vand til Kokkegjenten. Han var flittig og flink, og det varede ikke længe, førend Alle holdt meget af ham, — men de to Andre vare dovne, og derfor fik de ofte Hug og liden Løn, og saa bleve de avindsyge paa Askepot, da de saae at det gik ham bedre.
Ligeover for Kongsgaarden, paa den anden Side af et Vand, boede et Trold, som havde syv Sølvænder, der svømmede ude paa Vandet, saaat de kunde see dem fra Kongsgaarden. Dem havde Kongen ofte ønsket sig, og derfor sagde de to Brødrene til Staldmesteren. „Dersom vor Broder vilde, har han sagt sig god for at skaffe Kongen de syv Sølvænderne.“ Man kan nok vide, det ikke var længe, før Staldmesteren sagde det til Kongen. Denne raabte da til Askepot ind til sig og sagde: „Brødrene dine fortælle, at du kan skaffe mig Sølvænderne, og nu skal du gjøre det.“ „Det har jeg hverken tænkt eller sagt“ svarede Gutten. „Du har sagt det,“ vedblev Kongen, „og du skal!“ „Ja-ja!“ sagde Gutten, „naar det ikke kan være Andet, saa lad mig faae et Kvarter Rug og et Kvarter Hvede, saa faaer jeg vel prøve.“ Det fik han og lagde i Knadetruget, han havde taget med hjemmefra, og roede over med det. Da han var kommen paa den anden Side, begyndte han at gaae paa Strandkanten og strøe og strøe, og endelig fik han lokket Ænderne ud i Truget, og roede saa tilbage, det forteste han kunde.
Da han var kommen midt udpaa, kom Troldet og fik see ham. „Har du reist afsted med de syv Sølvænderne mine, du?“ raabte det. „Ja-a!“ sagde Gutten. „Kommer du igjen oftere du?“ spurgte Troldet. „Kan nok hænde,“ sagde Gutten.
