Side:Folkeeventyr (1852).djvu/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


siden i den seer Folkeaandens reneste og bestemteste Aabenbarelsesform. Uagtet det første Hefte af vore Eventyr først udkom 1842, datere vore første Optegnelser sig allerede fra 1833; — vi have altsaa nu samlet i henved et Snees Aar. Dengang vi begyndte vore Samlinger, var der vel hos os meget Faa, der ei ansaae Eventyrene for blot og bart Ammestuesnak og Forsøget paa en Samling og Udgivelse af dem for en barnagtig Daarlighed. Vi troe at have bidraget i noget Mon til Erkjendelsen af det Fortjenstlige i at fremdrage Alt, hvad der hører Folket til. Denne Erkjendelse tør man nok nu betragte som almindelig, om der endda høres et og andet drengagtigt Udfald mod denne Stræben.

Dog er det ikke Samlingen af Stoffet, der giver et Arbeide som nærværende sin største Vanskelighed. Denne ligger i Gjenfortællingen, navnlig naar den skal skee ved et Sprogmiddel, der i den Grad har fjernet sig fra Folkets Talesprog, som vort Skriftsprog. Foruden et poetisk Sind, der er istand til at opfatte det Charakteristiske, fordres med Nødvendighed et nøiagtigt Kjendskab til Folket, fuld Fortrolighed med dets Leveviis og Udtryksmaade, om en saadan Gjenfortælling skal lykkes. Naar En, der savner disse Egenskaber, forsøger at fortælle vore Eventyr, seer man hvad det bliver til. Fortælleren maa staae over Folket, og han maa dog have bevaret en inderlig Forbindelse med dette[1].

Vort indbyrdes Forhold som Samlere og Fortællere er der paa Indholdsangivelsen gjort Rede for. Man vil see, at hver har fortalt omtrent den halve Deel af de her leverede Eventyr.

  1. Et Beviis for Sandheden heraf giver blandt Andet Vangs „Reglo aa Rispo ifra a Valdris.“ Uagtet Fortælleren har benyttet Mundarten og derved omgaaet Fortællemaadens største Vanskelighed, er det en let Sag at paavise mangt og meget Uægte i hans Fremstilling.