— 377 —
efter med Sværdet og skulde see hvad det var for en Larm, og da han fik see det, meente han, at det kunde ikke være nogen Sag at faae det itu, hug til det med Sværdet, saa Ægget kløvnede, og der kom ud en Unge saa stor som en Elefant.
„Nu har vi vist gjort galt,“ sagde Gutten;“ dette kan komme til at koste vort Liv,“ sagde han og saa spurgte han Søfolkene om de vare Karle til at seile til Arabien paa fire og tyve Timer, naar de fik god Vind. — Jo, det skulde de være gode for, meente de. Saa fik de god Vind, seilede afsted og vare i Land i Arabien om tre og tyve Timer. Strax komanderede Gutten Skibsfolkene til at gaae op og grave sig ned i en Sandhaug, saa de netop kunde see Skibene. Skipperen og Gutten gik op paa et høit Bjerg og satte sig under en Told. Om en Time kom Fuglen med Bjergholmen i Kløerne og slap den over Flaaden, saa Skibene sank. Da han havde gjort fra sig det, fløi den til Sandhaugen og slog med Vingerne, saa den nær havde taget Hovederne af dem, og op under Tolden saa fort, at han svingede Gutten rundt omkring. Men Gutten var færdig med Sværdet og hug til Fuglen, saa den stupte død. Saa gik han til Staden, og der var sagtens Glæde, fordi Kongen havde faaet Datter sin igjen; men nu havde han gjemt hende bort selv og lovet ud den Belønning, at den, som kunde finde hende, skulde faae hende, endda hun var bortlovet for. Som han gik, traf Gutten En, som solgte Hvidbjørnhuder; en af de Hvidbjørnhuderne kjøbte han og trak paa sig. Den ene Skipperen maatte tage et Jernlænke og lede ham i, og saa reiste han om i Staden og gjorde Komedie. Tilsidst
