— 375 —
„Har du det endnu da?“ sagde Kjærringen. Ja han
havde da det, han havde det under Buxelinningen sin, sagde
han. Kjærringen bad om hun kunde faae see det. Ja, Gutten
rev op Trøien og Brystdugen og skulde vise hende det. Saa
greb hun til med begge Hænder, og rev det fra ham og virrede
det om Næven. „Hvad skulde jeg gjøre ved dig, slig en Karnallie
som du er?“ sagde hun; jeg skulde slaae til dig, saa
Hjernen skulde skvætte!“
„Det var altfor let Død for slig en Skarv,“ sagde Troldet, „vi burde for brænde Øinene ud paa ham og sætte ham paa en liden Baad ud paa Havet.“
Det gjorde de ogsaa, alt det han peb og jamrede sig, men der Baaden drev foran, svømmede Løverne efter, og tilsidst tog de den og drog den ind paa en Ø, og satte Gutten op under en Told. De fangede Vildt til ham, og Fugl ribbede de, saa de lavede ham en heel Duunseng. Men han maatte æde Raat, og blind var han. Saa var det en Dag, den største Løven jagede en Hare, og den var blind, for ret som det var, løb den paa baade Stok og Steen, og tilsidst rendte den imod en Furulæg, saa den stupte Kraake bortefter Marken lige ned i en Kjærnpyt. Men da den kom op igjen af Vandet, fandt den Veien nok saa vel, saa at den friede Livet sit. „Naa, naa!“ tænkte Loven, drog Gutten til Kjærnet og dyppede ham nedi. Da han havde faaet Synet igjen, gik han ned til Vandet og gjorde Mine til Løverne, at de skulde lægge sig ved hverandre som en Flaade og han stod oppe paa Ryggen af dem, mens de svømmede til Land med ham. Da han vel var kommen i Land, gik han op
