— 374 —
igjen. Saa gik de omkring i Slottet og besaae sig, og saa kom de til en stor Sal, hvor det hang to digre Sværd efter Troldene, høit oppe paa Væggen. „Hvis du var slig Karl, at du kunde bruge et af disse!“ sagde Kongsdatteren.
„Hvem, jeg?“ sagde Gutten; „skulde jeg ikke kunne bruge et af disse; det skulde vel være nogen Sag!“ sagde han og satte to tre Stole oppaa hverandre, hoppede op og tog det største Sværdet i Klypen, kastede det i Veiret og tog det igjen i Haandfanget og stødte det i Gulvet saa hele Salen rystede. Da han saa var kommen ned, tog han det under Armen og bar det. Da de havde været sammen paa Slottet en Tid, saa syntes Kongsdatteren, hun maatte reise hjem til Forældrene sine og fortælle dem hvor hun var bleven af. De ladede et Skib, og saa reiste hun af Gaarde.
Da hun var reist og Gutten havde gaaet der og ranglet en Stund, huskede han paa, at han havde havt Ærind did, og han skulde gaae efter Hilsebod til Moer sin. Men saa tænkte han, Kjærringen var ikke sygere, end at hun nok var frisk igjen nu, alligevel vilde han gaa ned og see hvorledes de havde det. Manden var god, og Kjærringen var længe siden god igjen.
„I er da nogle Uslinger, som sidde her i denne Fillehytten, kom og følg med op paa Slottet mit, skal I see, at jeg er en anden Karl,“ sagde Gutten. Ja de blev med ham baade Manden og Kjærringen, og paa Veien snakkede hun vel med ham og spurgte, hvorledes han var bleven saa stærk.
Jo, det kom af det blaa Baandet, som laa paa Aashøiden den Tid de havde været ude paa Bygderne og bedt, sagde Gutten.
