— 372 —
sagde det. Da Gutten hørte det, truede han Troldet ud af Sengen og rev op Døren; Løverne risede op mod Troldet og tog fat paa det, saa Gutten maatte gaae imellem og løse Taget. Da det led paa Natten, begyndte Troldet at snakke med Kjærringen igjen. „Jeg veed ikke, hvorledes vi skal faae Livet af denne Gutten,“ sagde Troldet; „han er saa altfor stærk; veed ikke du noget Raad?“ sagde han til Kjærringen. „Nei, veed ikke du noget Raad med ham, saa veed ikke jeg,“ sagde Kjærringen.
„Ja, jeg har to Brødre paa et Herreslot,“ sagde Troldet, „de ere tolv Gange stærkere end jeg er, derfor blev jeg udstødt og fik Gaarden; men de bruge Slottet, og der er en Frugthave med Æbler i, som er slige, at den, som spiser af dem, sover i tre Jævndøgn efter. Naar vi kunde faae denne Gutten did efter Frugt; han orkede ikke at bare sig for at smage paa Æblerne, og naar han først sov, saa rev Brødrene mine ham i Stykker.“ Kjærringen sagde, hun fik gjøre sig syg og sige, hun ikke blev brav, før hun fik af de Æblerne, saa gik han nok efter dem. Dette laa Gutten og lyede paa. Om Morgenen var Kjærringen saa klein, at hun skreeg baade Ak og Ve, og han kunde ikke blive brav igjen med mindre hun fik Æbler fra den Haven, som laa ved det Slottet, som Brødrene til Manden eiede, men hun havde Ingen til at sende did. Jo, Gutten var strax villig til at gaae did, men de elleve Løverne fulgte med. Da han kom til Haven krøb han op i Æbletræet og aad saamange Æbler, han kunde raade med, og han var ikke kommen ned igjen, før han sovnede, men Løverne lagde sig i en Kreds omkring ham. Den tredie Dagen kom Brødrene til Troldet, men de kom ikke som
