— 367 —
„Her tar vi ikke gaae ind,“ sagde Kjærringen, „for der boer
Bjergtrold her.“
„Aa jo, vi gaaer ind; vi seer det lyser; det er nok Folk inde,„, sagde Gutten, han gik ind foran og Kjærringen efter; men i det samme han lukkede op Døren, daante hun, for hun fik see, der sad en stor svær Mand paa Bænken.
„Godkvæld, Bedstefaer,“ sagde Gutten.
„Nu har jeg siddet her i tre hundrede Aar, men det er ikke kommen Nogen, som har hilst Bedstefaer til mig,“ sagde Manden, som sad paa Bænken. Guten satte sig jævnsides Manden og tog paa at snakke med ham som om de vare gamle Kjendinger.
„Men hvorledes gik det Moer din?“ sagde Manden, da de havde snakket en Stund; „jeg troer hun daante; du faaer see til hende.“ Gutten gik bort, tog Kjærringen og drog hende ind over Gulvet, saa kviknede hun i og krabbede bort og satte sig vel ind i Vedroen, men hun var saa ræd at hun næsten ikke turde see frem. Da det led paa lidt, spurgte Gutten, om de kunde faae Huus om Natten. Jo, det kunde de faae, sagde Manden. Saa snakkedes de ved en Stund, men ret som det var blev Gutten sulten og spurgte om de kunde faae Mad til Kvelds Jo, det skulde det nok blive Raad til, meente Manden. Da de havde siddet lidt, stod han op og lagde sex Tørgranlæs paa Varmen, Endda ræddere blev Kjærringen. „Nu vil han brænde os op ogsaa,“ sagde hun i Krogen, der hun sad. Da det var nedbrændt til Kul, stod Manden op og gik ud.
