— 352 —
midt i Skallen, blev han reent forskrækket; men Brylluppet var færdigt baade med Brygning og Bagning og Bryllupdfolkene sad og ventede, og saa maatte Kongen tage hende, slig hun var. Men vred var han, det kan Ingen fortænke ham i, og derfor lod han Gutten kaste i Ormegaarden.
Første Torsdagskvelden efter kom der et deiligt Fruentimmer ind i Kjøkkenet i Kongsgaarden, og bad Kokkegjenten, som laa der, saa vakkert at faae laant en Børste. Den fik hun og saa børstede hun sit Haar, saa Guldet dryppede. En liden Hund fulgte med hende, og til den sagde hun: „Gaa ud, Lille Kaværn! og see om det snart er Dagen!“ Det sagde hun tre Gange, og den tredie Gang hun sendte Hunden ud, var det ved de Tider, at det begyndte at graane. Da maatte hun bort, men med det samme hun gik, sagde hun:
Som skal ligge i Kongens Arm,
Jeg i Gruus og Sand,
Og min Bro’r i Ormegaarden,
foruden Graad.
Nu kommer jeg igjen to Gange til, og saa aldrig meer.“
Om Morgenen fortalte Kokkegjenten det hun havde seet og hørt, og saa sagde Kongen, at næste Torsdagskveld vilde han selv vaage i Kjøkkenet og see om det var sandt, og da det vel havde begyndt at mørkne, saa kom han ud i Kjøkkenet til Gjenten. Men alt han gned Øinene og prøvede at holde sig vaagen, saa hjalp det ikke; thi Buskebruden trallede og sang saa at Øinene
