— 350 —
saa skulde han faae see. Kongen vilde ikke troe det, men langt om længe fik de ham overtalt, og han listede sig paa Tæerne bort til Døren og skottede. Jo, han saae Gutten ligge paa Knæ, og Billedet hang paa Væggen, og Hænderne holdt han sammen. „Luk op!“ raabte Kongen, men Gutten hørte ikke. Saa raabte Kongen anden Gang, men Gutten bad saa hjertelig, at han ikke hørte det endda. „Luk op, siger jeg!“ raabte Kongen igjen. „Det er mig, som vil ind.“— Ja, saa sprang Gutten til Døren, og læste op, og i Hastigheden glemte han at gjemme Skilderiet. Da Kongen kom ind og fik see det, blev han staaende som han var fjettret og kunde ikke røre sig af Flekken, saa deiligt syntes han Billedet var. „Saa vakkert et Fruentimmer gives der ikke i Verden,“ sagde Kongen. Men Gutten fortalte, at det var Søster hans, som han havde skildret, og var hun ikke vakkrere, saa var hun slet ikke styggere, sagde han. „Ja er hun saa smuk, saa vil jeg have hende til min Dronning,“ sagde Kongen, og befalede Gutten, at han skulde reise hjem efter hende paa flyvende Timen, og endelig ikke være længe om Veien. Gutten lovede, at han skulde skynde sig alt han kunde, og reiste afsted fra Kongsgaarden.
Da Broderen kom hjem og skulde hente sin Søster, vilde Stedmoderen og Rettedatteren hendes ogsaa være med. De reiste da allesammen, og Manddatteren havde med sig et Skriin, som hun havde Guldet sit i, og en Hund, som hedte Lille Kaværn; de to Ting var hele Modersarven hendes. Da de hande reist en Stund, skulde de over Søen, og Broderen satte sig bag ved Roret og Moderen og begge Stedsøstrene sad fremme i Baaden, og saa seilede de baade langt og længe.
