— 349 —
Rettedatteren til Bækken at bære Vand hjem. Da hun kom der med Bøtterne sine, kom det første Hoved op i Vandskorpen. „Vask mig, du!“ sagde det. „Fanden vaske dig!“ svarede Rettedatteren. Saa kom det andet op. „Børst mig, du!“ sagde Hovedet. „Fanden børste dig!“ sagde Rettedatteren. Saa det til Bunds og det tredie Hoved op. „Kys mig, du!“ sagde Hovedet. „Fanden kysse dig, din Muletrut!“ sagde Gjenten. Saa snakkede Hovederne igjen til hverandre og spurgte, hvad de skulde gjøre ved den, som var saa vrangviis; og saa bleve de enige om, at hun skulde have fire Alens Næse og tre Alens Trut og en Tolbuske midt i Skallen, og hver Gang hun snakkede, skulde der falde Aske ud af Munden hendes.
Da hun kom hjem til Stuedøren med Vandbøtterne, raabte hun ind til Moderen — „Luk op!“ sagde hun. „Luk op selv, Rettedatteren min!“ sagde Moderen. „Jeg naaer ikke frem for Næsen min,“ sagde Datteren. Da Moderen kom ud og fik see hende, kan En nok vide, hvorledes hun blev til Mode, og hvorledes hun skreg og bar sig; men Næsen og Truten blev ikke mindre for det.
Manddatterens Broder, som tjente i Kongsgaarden, havde skildret Søsteren af, det Skilderi havde han med sig, og hver Morgen og Aften laa han paa Knæ foran Skilderiet og bad til vor Herre for Søsteren, saa kjær havde han hende. De andre Stalddrengene havde hørt dette, saa kigede de gjennem Nøglehullet ind paa Kammeret hans og saae at han laa paa Knæ for et Skilderi der. De satte da ud, at Gutten hver Morgen og Aften laa og bad til et Afgudsbillede han havde, og tilsidst gik de til Kongen selv, og bad at han skulde kige gjennem Nøglehullet ind til Gutten,
