— 346 —
vidste, hvad han skulde tale om, sagde Lurvehætte: „Du kan jo spørge, hvorfor jeg rider med denne stygge Slev i Næven?“
„Hvorfor rider du med den stygge Sleven?“ spurgte Kongssønnen.
„Er det styg Slev? Det er den deiligste Sølvvifte, Nogen vil staae Brud med,“ sagde Lurvehætte, og i det samme blev den til en Sølvvifte, saa blank at det skinte i den.
Saa red de endda et Stykke, men Kongssønnen var lige bedrøvet og sagde ikke et Ord. Om lidt spurgte Lurvehætte ham igjen, hvorfor han ikke talte, og nu bad hun, at han skulde spørge, hvorfor hun havde den stygge graae Hætten paa Hovedet.
„Hvorfor har du den stygge graae Hætten paa Hovedet?“ spurgte Prindsen.
„Er det styg Hætte? Det er jo den blankeste Guldkrone, nogen Brud vil bære,“ svarede Lurvehætte, og med det samme var den det.
Nu red de en lang Stund igjen, og Prindsen var saa bedrøvet, at han sad der uden Maal og Mæle ligesom før; saa spurgte Bruden hans atter, hvorfor han ikke talte, og nu bad hun ham spørge, hvorfor hun var saa graa og styg i Ansigtet.
„Ja, hvorfor er du saa graa og saa styg i Ansigtet?“ spurgte Kongssønnen.
„Er jeg styg? Du synes min Søster er vakker, men jeg er ti Gange vakkrere,“ sagde Bruden, og da Kongssønnen saa paa hende, var hun saa deilig, at han syntes, der ikke kunde være saa deiligt et Fruentimmer til i Verden. Da kan det vel hænde, at Prindsen fik Munden paa Gang og ikke længer red og hængte med Hovedet. Saa drak de Bryllup, baade vel og længe, og siden
