— 345 —
gen og Alle i Kongsgaarden for ham, til han endelig gav efter, og lovede at han skulde tage hende til Dronning, men nødig gjorde han det og bedrøvet var han.
Nu blev der da lavet til Bryllup baade med Bryg og Bagst, og da Alt var færdigt, skulde de reise til Kirke; men Prindsen syntes at det var den tungeste Kirkevei, han havde reist i hele sit Liv. Først kjørte nu Kongen med Bruden sin; hun var saa deilig og saa gjild at alle Folk standsede og saae bortover Veien efter hende, saalænge de kunde øine hende; bagefter kom Prindsen ridende, ved Siden af Lurvehætte, hun travede afsted paa Bukken med Kokkesleven i Næven, og paa ham var det mere ligt til at han skulde fare til Ligfærds, end at han red i sit eget Bryllupsfølge; saa bedrøvet saa han ud, og ikke et Ord talte han.
„Hvorfor taler du ikke?“ sagde Lurvehætte, da de havde redet et Stykke.
„Hvad skal jeg vel tale om?“ svarede Prindsen.
„Du kan jo spørge, hvorfor jeg rider paa denne stygge Bukken,“ sagde Lurvehætte.
„Hvorfor rider du paa den stygge Bukken?“ spurgte Kongssønnen.
„Er det styg Buk? Det er den gjildeste Hest, Nogen vil ride Brud paa,“ svarede Lurvehætte, og i det samme blev Bukken til en Hest, og det til den prægtigste, Kongssønnen havde seet i sine Dage.
Nu red de igjen et Stykke, men Prindsen var lige bedrøvet og kunde ikke faae et Ord frem. Saa spurgte Lurvehætte ham paanyt, hvorfor han ikke talte, og da Prindsen svarede, at han ikke
