— 344 —
ken give sig. Lurvehætte kom nu ned paa Skibet igjen, tog Kalvehovedet af Søsteren og satte hendes eget Hoved paa i Stedet, saa Søsteren blev til Menneske som for; og saa seilede hun langt, langt bort til et fremmed Kongerige.
Kongen i det Rige var Enkemand og havde kuns en eneste Søn.
Da han fik see det fremmede Skib, sendte han Bud ned til Stranden for at faae vide, hvor det var fra, og hvem det var som eiede det; men da Kongens Folk kom derned, saa de ikke en levende Sjæl paa Skibet uden Lurvehætte; hun red rundt om Dækket frem og tilbage paa Bukken, saa Haartavserne fløi om Hovedet hendes. Folkene fra Kongsgaarden bleve reent forundrede over det Syn, og spurgte om der ikke var Flere ombord. Aa jo, hun havde en Søster med sig, sagde Lurvehætte. Hende vilde da Folkene see, men Lurvehætte sagde nei; „hende faaer Ingen see, uden Kongen kommer selv,“ sagde hun, og red om paa Bukken, saa det dundrede i Dækket.
Da nu Tjenerne kom tilbage til Kongsgaarden og fortalte om det, de havde seet og hørt nede paa Skibet, vilde Kongen strax i Veien og see hende, som red paa Bukken. Da han kom, ledte Lurvehætte ud Søsteren, og hun var saa vakker og saa ven, at Kongen blev reent forlibt i hende, der han stod. Han førte dem da begge med sig op paa Slottet og Søsteren vilde han have til Dronning, men Lurvehætte svarede nei, hende kunde Kongen ikke faae paa nogen Maade, med mindre Kongssønnen vilde have Lurvehætte selv. Det kan du nok vide, Kongssønnen nødig vilde, saa stygt et Trold som Lurvehætte var, men saalænge talte Kon-